Forbrugere: Julehandel på nettet sparer tid
Halvdelen af danskerne køber julegaver på nettet i år.
En tredjedel ved endnu ikke med sikkerhed, om de køber en eller flere julegaver online i år.
Når danskerne vælger at købe gaverne fra skrivebordet, er det især for at spare tid og undgå trængsel.
1228 danskere har i oktober 2015 svaret på FDIH E-handelsanalyses spørgsmål, om de forventer at købe julegaver på nettet i år.
Halvdelen svarer ja, og det er på niveau med en tilsvarende undersøgelse sidste år. Knapt en tredjedel svarer ”ved ikke”. En femtedel svarer nej til spørgsmålet.
Blandt dem, der forventer at købe gaver på nettet, er det mere end halvdelen, der svarer, at de køber 40-80 pct. af deres julegaver på nettet. Topscorerne er igen i år de klassiske julegaver som legetøj, bøger, tøj og film, musik fx gavekort til de forskellige tjenester.
Nej-sigerne fremhæver, at de ikke køber julegaver på nettet, fordi det er ”for besværligt at bytte for gavemodtageren” og ”foretrækker fysiske butikker på grund af julestemningen”.
Alt peger i retning af endnu en rekord for julehandlen online, idet e-handlen generelt er steget med op mod 20 pct. i 2015.