Flere danskere handler på nettet
Men e-handlen udgør stadig kun omkring 10 procent af privatforbruget.
Det svarer til, at tre ud af fire danskere i alderen 16-89 år har e-handlet inden for det seneste år, viser nye tal fra Danmarks Statistik, og det er en anelse flere end året før, hvor tallet var 3,3 mio. danskere.
Væksten skal findes blandt den del af befolkningen, der er 35 år eller derover.
Men ifølge Marie Louise Thorstensen, politisk konsulent i Dansk Erhverv, betyder det ikke, at danskerne er holdt op med at handle i de fysiske butikker.
- Flere danskere e-handler, og e-handlen oplever tocifrede vækstrater årligt, men størstedelen af detailhandlen ligger fortsat i de fysiske butikker, siger hun.
Sidste år e-handlede danskerne for i alt 80 mia. kr. ifølge beregninger fra Dansk Erhverv. Og det svarer til omkring 10 procent af danskerne privatforbrug, ekskl. boligudgifter.
- Med de markante vækstrater i e-handlen er det dog vigtigt for de fysiske butikker i detailhandlen også at være til stede dér, hvor forbrugerne er. Det vil sige på nettet, så kunderne altid kan finde dem uanset, om de ønsker at handle på gågaden, på farten eller hjemme fra sofaen, siger Marie Louise Thorstensen.
De nye tal Danmarks Statistik viser, at det indenfor services især er billetter til teater, koncerter og biograf, der hitter på nettet.
69 procent har således købt den type oplevelser inden for det seneste år.
Men det er også populært at købe billetter til fly, tog eller færger på nettet. Det har 62 procent har gjort inden for det seneste år, mens 57 procent har købt overnatninger via nettet.
Når det gælder varer, har 57 procent købt tøj, sports- og fritidsudstyr på nettet over det seneste år.
Det er præcist det samme tal som sidste år.
Derefter kommer møbler, legetøj og andet til huset, som godt 40 procent købte, og elektronik med omkring 30 procent.