23948sdkhjf

Rema 1000 vækstede stort - bare ikke på antallet af butikker

Næsten 10 procent vækst i omsætningen hos discountkæden i 2014
Hos Rema 1000 er de grumme glade for omsætningen i 2014, hvor den norskejede discountkæde gav de fleste konkurrenter vækstmæssigt baghjul med manér. Til gengæld kunne kæden ikke indfri sit mål om at åbne 20 nye butikker i Danmark, men måtte nøjes med 11.

Rema 1000's omsætning i Danmark nåede op på 10,4 milliarder kroner eksklusive moms, og det er over 900 millioner mere end i 2013. I procent er der tale om en stigning på 9,5 procent - til sammenligning var markedsudviklingen i Danmark for den samlede dagligvaresektor 0,5 procent hele sidste år, fremhæver Rema 1000 i en pressemeddelelse.

Administrerende direktør Henrik Burkal mener, at de aktuelle tal er udtryk for en medarbejderkultur, der bliver ved med at præstere:

- Der er naturligvis mange forhold, der skal tages i betragtning, når man sådan skal konkludere på et helt år med tæt på 10 procents vækst. Ét område skiller sig dog ud som noget særligt, og det er medarbejderånden. Købmændene og deres mere end 7.000 kolleger knokler ikke alene ude i butikkerne. De udvikler også hinanden og derved Rema1000, konstaterer han.

- Jeg er virkelig imponeret over, hvad franchisesystemet fører med sig af ejerskab og engagement i kundens tjeneste. Ikke kun for købmanden, men for alle medarbejderne, der lader sig inspirere af den positive stemning i butikkerne, tilføjer direktøren.

- 11 nye er ikke nok

Han er til gengæld ikke tilfreds med, at det ikke blev til det ventede antal nye butikker.

- 11 butikker er ikke nok. Der er mange grunde til, at vi ikke nåede flere i 2014, men generelt kan man sige, at med alle de butiksetableringer, der er i markedet, er det meget, meget vigtigt, at vi åbner de rigtige steder. Alle butikker, vi åbner, skal give mening i forhold til forbrugerne og fremtiden, siger Henrik Burkal til Berlingske.

Kæden har i dag 259 butikker - og har planer om at åbne og udvide flere butikker i år, hvor målsætningen er 15-20 nye butikker i Danmark.

- Jeg har før sagt, at ligesom Irma er i en liga for sig selv inden for supermarkederne, vil vi være det inden for discount. Det har været et mål, som vi alle har kunnet forstå og arbejde efter. Godt nok taler mange for tiden om, at discount er på vej væk som begreb. Men discount er ikke et fy-ord for os. Discount betyder den skarpeste pris, og vi er helt klart en discounter, fastslår Henrik Burkal.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125