Ditas bliver medlem af FSC Danmark
Indkøbsselskabet ønsker at tage ansvar for at påvirke trælastmarkedet i en ansvarlig og bæredygtig retning.
- Vi mener, vi har et stort ansvar som leverandør af træ til XL-Byg, som er landets største byggemarkedskæde, og derfor har vi meldt os ind i FSC Danmark, siger Jacob Sørensen, der er kvalitetskoordinator i Ditas a.m.b.a., ifølge FSC's danske hjemmeside.
Han peger på, at Ditas ikke blot indtager en betydelig position på det danske marked, men også internationalt gennem sit medejerskab i indkøbsgrupperingen Scandek I/S. Det sikrer en fordelagtig position i forhold til direkte forhandlinger med de største leverandører på verdensmarkedet:
- Alle leverandøraftaler ligger i Ditas, så vi har gode muligheder for at få leverandørerne til at tage del i FSC. Hvis de ønsker at levere træ til XL-Byg-butikkerne, kan vi kræve, at de bliver certificeret, hvis de ikke allerede er det, siger Jacob Sørensen.
Også Stark har netop meldt sig ind i FSC Danmark i bestræbelserne på at trække markedet i en mere bæredygtig retning. Læs mere i artiklen Stark giver håndværkeren en bæredygtig hånd