Henrik Kirketerp starter hos Coop
Dansk Supermarkeds topjurist og direktør, 58-årige Henrik Kirketerp, forlader sin stilling kort tid efter sit 25-års jubilæum, og starter i stedet hos Coop.
I 1989 stoppede han som kontorchef hos A.P. Møller-Mærsk for at blive direktør i datterselskabet Dansk Supermarked. Hos Coop bliver Henrik Kirketerp direktør for Coop Invest, der forvalter erhvervsejendomme og andre aktiver for 1,3 milliarder kroner, hvor han kommer til at rapportere direkte til Coops bestyrelsesformand, Lasse Bolander.