23948sdkhjf

Indslev Bryggeri og Dansk Retursystem i kontrovers

Dansk Retursystem har udsendt meddelelse om at der fra den 5. oktober ikke længere udbetales pant for flasker fra Indslev Bryggeri på Vestfyn. Udbetalingsstandsningen gælder samtlige flasker fra både Indslev Bryggeri og fra koncept-bryggeriet Ugly Duck Brewing Co.
Baggrunden for stop for udbetaling af pant er ifølge Dansk Retursystem, at Indslev Bryggeri har et udestående til Dansk Retursystem - et udestående der vedrører pant på flasker som er sendt i handelen. Flere af de pågældende øl kan stadig købes i danske supermarkeder - vel at mærke mod opkrævning af pant, da det ikke er lovligt at sælge øl i detailhandelen, uden at opkræve pant for emballagen. Forbrugerne køber dermed en pantbelagt flaske, men det vil efter den 5. oktober ikke være muligt at få panten retur - heller ikke selv om de til den tid måske stadig sælges i butikkerne.

Danske Ølentusiaster anerkender naturligvis, at det er nødvendigt for Dansk Retursystem at minimere deres tab, og at Miljøstyrelsen derfor indfører restriktioner mod Indslev Bryggeri.

- Men samtidig finder Danske ølentusiaster det stærkt kritisabelt, at forbrugerne på denne måde tages som gidsler i et mellemværende mellem et bryggeri og Dansk Retursystem. Et mellemværende som forbrugeren på ingen måde har mulighed for at forudse eller for den sags skyld påvirke. Det må antages, at Miljøstyrelsen/Dansk Retursystem hermed forsøger at begrænse et forventet tab, ved at stoppe udbetalingen af pant. Pant som forbrugerne har betalt ved køb af øllet og som de derfor med god ret kan forvente at få udbetalt når flaskerne afleveres igen. Og pant som fortsat vil blive opkrævet i butikkerne, så længe der findes flasker med pantmærker fra Dansk Retursystem, lyder det i en pressemeddelelse fra Danske Ølentusiaster.

- Vi er klar over, at loven blive fulgt i denne sag, men det ændrer ikke på, at vi ikke kan se det rimelige i en lovgivning, der tvinger forbrugeren til at betale pant for en emballage, som både Miljøstyrelsen/Dansk Retursystem, og den sælgende butik ved, at forbrugeren ikke vil kunne få panten retur for, udtaler landsformand Anne Lise Knørr.


Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093