23948sdkhjf

Friske varer er usælgelige for madproducenter

Detailhandlens strenge standardkrav til holdbarhed, fører til madspild, mener Dagligvareleverandørerne, som ønsker slækkede betingelser.
Det skaber unødvendigt madspild, når detailkæderne kræver en lang restholdbarhedstid. En holdbarhedstid, som er meget længere, end den tid, et supermarked skal bruge for at sælge varen. Det mener Niels Jensen, som er branchedirektør for DLF Dagligvareleverandørerne.

Når en årsaftale siger, at en vare skal have en restholdbarhed på 70 procent af den samlede holdbarhedstid, så er det en stor udfordring for producenterne, siger han og nævner, at 70 procent er en typisk tidsgrænse.

Det betyder typisk, at en vare som kan holde sig i 20 måneder, skal være afsat til et supermarked senest seks måneder fra produktionsdatoen. Ellers står man typisk med et usælgeligt produkt.

- Varen kan stadig holde sig i mere end et år, og varen har måske kun to måneders lagertid i detailhandlen. Det er slet ikke optimalt set ud fra et madspildsperspektiv, siger Niels Jensen.

Grænser for nødhjælpen
Og disse varer kan så havne i Fødevarebanken, som indsamler og deler mad ud til sociale formål.

Det betyder dog langt fra, at al spildemaden vil finde vej til udsatte. Fødevarebanken siger nej til en væsentlig del leverancer, oplyses det.

- Vi tager kun den mængde varepartier ind, som vi med rimelig sikkerhed ved, vi kan komme af med, for at sikre at vores eget spild er så lille som overhovedet muligt, siger Jesper Ingemann, kommunikationsansvarlig for Fødevarebanken.

Niels Jensen håber, at detailhandlen vil slække på de krav, som han oplever, findes i standardklausuler.

- Det er sunde og friske varer, som bliver usælgelige. Man bør se på, hvilke afsætningsmuligheder, der er for den enkelte vare, i stedet for kun at se på restholdbarhedstiden, siger han.

"Man flytter bare madspildet"
Danmarks to største detailkoncerner vil dog ikke umiddelbart ændre praksis. Begge tvivler på, at Dagligvareleverandørernes forslag vil mindske landets samlede madspild. Hos Coop tror man, at spildet blot vil flytte sig fra producent og til supermarked.

- Vi gør en målrettet indsats for at reducere mængden af fødevarer, som vi år for år må kassere fra vores butik. At forkorte holdbarenheden for varer, når de er kommet til os, vil ikke gøre det lettere for os at nå vores mål, siger Jens Juul Nielsen, informationsdirektør hos Coop.

Hos Dansk Supermarked tror kommunikationskonsulent Maia Lindstrøm Sejersen, at det vil flytte spildet fra leverandørens og til forbrugerens skraldespand, og hun påpeger, at det er er på kundernes vegne, at man stiller visse krav til restholdbarheden.

- Kunderne har en berettiget forventning om, at varerne kan holde sig længe hjemme hos dem, siger hun.

- Så vi ønsker at indgå aftaler med leverandørerne, der ikke bidrager til at mindske madspild, men potentielt blot flytter madspildet fra leverandørerne til kunderne.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.1