23948sdkhjf

Analyse: Danskerne nethandlede for 69 milliarder i 2013

Omkring otte procent af danskernes privatforbrug blev sidste år brugt på internettet, viser ny analyse.
Danskerne tænder oftere for computeren eller griber deres tablet, når for eksempel det nye par bukser eller flybilletter til weekendturen skal i hus.

En analyse fra Dansk Erhverv viser, at danskernes samlede e-handel rundede 69 milliarder kroner i 2013, og det er betydeligt mere, end tidligere beregninger har vist.

- Vores analyse viser, at danskerne virkelig har taget e-handlen til sig og det i et langt større omfang, end de mest optimistiske analyser hidtil har vist på e-handlens vegne, siger markedsdirektør i Dansk Erhverv, Henrik Hyltoft.

- Efterhånden er det en bred palet af varer, som danskerne køber på nettet. Med undtagelse af dagligvarer bliver alt solgt i stor stil på nettet i dag, siger Henrik Hyltoft.

Danskernes e-handel i Danmark beløb sig ifølge analysen til cirka 55 milliarder kroner. Hertil kommer altså cirka 14 milliarder kroner, som danskerne lagde i udenlandske netbutikker.

Handlen i udenlandske netbutikker overstiger klart den fysiske grænsehandel, og det kan koste arbejdspladser i Danmark, vurderer Henrik Hyltoft.

Han efterlyser derfor mere kontrol med handlen, så de danske netbutikker ikke udsættes for unfair konkurrence:

- Danske netbutikker stilles dårligt, fordi udenlandske butikker kan sælge varer i Danmark til lavere moms og afgifter. Det er et kæmpe problem.

Han forklarer, at der ifølge reglerne skal betales dansk moms, hvis en udenlandsk netbutik sælger for over 280.000 kroner varer i Danmark.

Men det er for let at slippe udenom, mener han, og efterlyser mere kontrol med, om de udenlandske netbutikker får afregnet moms med den danske statskasse.

- Det er helt afgørende for os, at danske virksomheder bliver stillet lige i konkurrencen. Så er det klart, at hvis danske virksomheder ikke kan være med på udbud og sortiment, så går handlen til udlandet, og det er også fair nok, siger Henrik Hyltoft.

De 69 milliarder kroner i samlet e-handelsomsætning betyder, at danskerne nu lægger cirka otte procent af deres samlede privatforbrug, eksklusiv boligudgifter, på nettet.

Dansk Erhverv har lavet analysen blandt andet på baggrund af tal fra Nets.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.151