Danske grøntsager i krise: Udlandet løber med omsætningen

For hver fire grøntsager danskerne lægger på tallerkenen er kun én produceret i Danmark. Det viser en ny analyse fra Madkulturen, der er en organisation nedsat af Fødevareministeriet.
Et stort flertal foretrækker ellers på papiret at købe dansk frem for importeret grønt, men når ideologien møder virkeligheden, så køber danskerne i stedet masser af udenlandske varer i dagligvarebutikkerne. Det handler om prisen og ikke om bæredygtighed.
- Når vi står i grøntafdelingen, tænker vi ikke nær så meget på de gode grunde, der er til at vælge dansk grønt. Her bliver prisen vigtigere, og den er typisk noget højere for de danske råvarer. Samtidig har vi vænnet os til et stabilt udvalg, så vi følger vanen med at købe ind til de samme retter året rundt - uden at skæve til grøntsagernes sæson herhjemme, udtaler Judith Kyst, som er direktør i Madkulturen.
Det billede kan Uffe Krogh Jepsen godt genkende. Han er administrerende direktør i grøntsagsvirksomheden Dangrow Group, der siden 1999 har specialiseret sig i at dyrke grøntsager på friland. Først var det porrer, og siden er produktionen udvidet til også at indeholde flere slags kål og et udvalg af salater.
- Alle vil gerne have danske grøntsager, men ingen vil betale det, de koster. Det er det helt grundlæggende problem og det evige slagsmål mellem producenter, dagligvarekæderne og kunderne, siger Uffe Krogh Jepsen.
- Og der er faktisk brug for, at vi producenter får mere for vores grøntsager, så vi også kan investere i fremtiden, tilføjer han.
Han er medlem af en ny tænketank, som Madkulturen har sammensat for at finde en løsning på udfordringen for de danske grøntsager. Tænketanken har 31 medlemmer fra hele værdikæden.
Uffe Krogh Jepsen fremhæver, at producenterne af grønt er pressede i Danmark.
- Vi er pålagt emballageafgift, transportafgift og det bliver indskrænket, hvad vi kan bruge af gødning og gift i forbindelse med dyrkningen, og det betyder, at vi har brug for mere jord. Men samtidig er staten ude at opkøbe jord som en del af den grønne trepart, og det gør det bare endnu sværere for os andre, siger Uffe Krogh Jepsen.
Han mener derfor, at udfordringerne også kræver politiske tiltag.
Dangrow har hovedsæde i Bjerringbro, men dyrker også grønt i Haderslev, ved Hobro og siden sidste år i Skanderborg, da Dangrow overtog det konkursramte Yding Grønt.
- Der er ikke blevet flere gartnerier i Danmark i de seneste ti år, og jeg tror, at der bliver færre i fremtiden, siger Uffe Krogh Jepsen med henvisning til, at det er vanskeligt at tjene penge i branchen.
- Råvareforsyningen kan blive så udfordret, at vi i Danmark mister en kultur, og mister vi den først, så kommer den ikke tilbage igen, for det er voldsomt dyrt at starte op som ny, siger Uffe Krogh Jepsen.
Så sent som i sidste uge solgte gartner Mads Pedersen på Fyn flertallet af sine aktier i selskabet Nordic Greens, der bl.a. står bag kendte tomater som Katrine & Alfred. Køberen er hollandske Agro Care Growers, der er en af Europas største producenter af tomater, bl.a. med dyrkning i Marokko og Tunesien. Årsag: For svært at tjene penge.
Dangrow Group havde selv i 2023 et underskud på 7,1 mio. kr.
Producenterne af frugt og grønt i Danmark er i hård konkurrence med gartnerier i bl.a. Polen, hvor lønniveauet er meget lavere. Det kan ses på bundlinjen hos danske gartnere. Mange har svært ved at finansiere nye investeringer i drivhuse og ny teknologi, hvilket gør det endnu sværere at klare sig i konkurrencen.
- Det er få, meget store og specialiserede bedrifter, som leverer en meget stor del af den danske produktion, vi finder i supermarkederne. Hvis bare et par af dem forsvinder, vil det kunne mærkes på udvalget, som i forvejen er begrænset, udtaler Judith Kyst.
Ifølge Madkulturens nye rapport udgør gulerødder og løg i dag 45 procent af den samlede produktion af frugt og grønt i Danmark, og for disse to råvarer har produktionen en skala, som også gør det muligt at eksportere. Ellers er mønsteret, at selv typiske nordiske grøntsager som rosenkål, nu primært fås fra store producenter i udlandet.
Artiklen er en del af temaet Leverandører.