Ny jysk køkkenfusion
Svane Køkkenet Midtjylland fortager endnu en udvidelse og fusion. Denne gang med Svane Køkkenet Herning.
Fra køkkenfirmaet lyder det, at trækket både skal styrke firmaets ”position på køkkenmarkedet, men cementerer også ambitionen om ekspansionen fra kyst til kyst.”
I forbindelse med udvidelsen optages René Møller Andersen fra Svane Køkkenet Herning i ejerkredsen.
Adm. direktør Morten Pank er fortsat hovedaktionær og har desuden det overordnede ansvar. Flemming Banner Engstrup forsætter som bestyrelsesformand og René Møller Andersen som chef for Svane køkkenet Herning.
- Med disse tiltag er der skabt et endnu stærkere fundament for at fortsætte udviklingen af forretningsstrategien for Svane Køkkenet Midtjylland A/S til glæde for vores kunder og samarbejdspartnere i hele Midtjylland, udtaler Morten Pank.
Udvidelsen sker et år efter, at det midtjyske køkkenfirma voksede til fem butikker, da Svane Køkkenet Midtjylland og Svane Køkkenet Holstebro fusionerede.
Nu består Svane Køkkenet Midtjylland af forretninger i Aarhus, Herning, Holstebro, Randers, Silkeborg og Viborg. Selskabet beskæftiger 90 medarbejdere og har en trecifret millionomsætning.
Artiklen er en del af temaet Detail.