Ølfirma politianmeldt: - Simpel forglemmelse
Når det stormer i et selskab - læs: står sløjt til med bundlinjen - kan det ske, at der bliver skiftet voldsomt ud på poster i selskabet.
Poster, der har vigtige opgaver i forhold til, at alle regler om f.eks. indberetninger til levnedsmiddelmyndighederne overholdes.
Og så kan der ske fejl eller forglemmelser, som fører til både politianmeldelse og store bøder.
Det er sket for handelsvirksomheden One Pint Brands A/S, der holder til i Mariager.
Selskabet importerer blandt andet øl fra mange lande verden over, hvorefter øllene sælges videre.
Af en kontrolrapport, som er offentliggjort på Fødevarestyrelsens hjemmeside, fremgår det således, at virksomheden efter et kontrolbesøg 12. december er blevet politianmeldt for overtrædelser af regler om indberetning af nogle bestemte importerede økologiske øl fra England.
Det har ført til en bøde af femcifret størrelse, bekræfter Bjarne Mark Hoier, der er administrerende direktør i One Pint Brands A/S. og i søsterselskabet One Pint Danmark
Rapportering hver måned
Han betegner forseelsen som en storm i et glas øl.
- Der er tale om en simpel misforståelse. Vi handler jo med økologiske øl. Og når man importerer økologiske varer, som i dette tilfælde fra England, der jo ikke længere er med i EU og derfor betragtes som et tredjeland, skal man som virksomhed opgive til Fødevarestyrelsen, hver gang man importerer varerne, forklarer Bjarne Mark Hoier.
Afrapporteringen skal ske hver måned.
One Pint Brands handler kun med lukkede varer - forstået på den måde, at der er tale om aftappet øl i flaske med kapsel på pakket i papkasser, så der er ingen direkte kontakt med øllet og derfor ikke kan ændres på noget vedrørende økologien i produktet.
Og de producenter, virksomheden handler med, har de handlet med i over 20 år.
- Når man har et CVR-nummer - altså et selskab - er det sådan i Danmark, at man skal indrapportere til Fødevarestyrelsen, hvor mange hektoliter, man har importeret af disse økologivarer. Der kommer Fødevarestyrelsen så på kontrol og ser, om vi følger alle regler og anvisninger, vi nu skal. Det har vi altid gjort. Og det gør vi stadig, fastslår direktøren.
One Pint Brands i Hobro
Virksomheden holder til på Klostervej i Mariager med 5.000 kvadratmeter lager, over 650 kvadratmeter kontor.
Virksomheden har omkring 25 ansatte, en stor bilpark med direkte distribution af over 500 specialøl samt andre specialiteter i sortimentet.
Virksomheden er den største uafhængige distributør af øl i Danmark.
Virksomheden eksporterer til adskillige europiske lande.
Virksomheden sælger til de store supermarkedskæder i Danmark.
Kilde: onepint.dk
Økonomisk stormvejr
Virksomheden var i 2022 og årene forud ude i lidt af et stormvejr økonomisk, der over en årrække gav et underskud på over syv millioner kroner, og i 2022 alene et underskud på to millioner kroner, og dermed blev egenkapitalen negativ.
Derfor blev der skiftet en del ud på centrale poster i virksomheden, og Bjarne Mark Hoier kom selv ind som administrerende direktør i 2023 efter mange år i virksomheden.
- Også den person, der skal indrapportere om de importerede økologiske varer til Fødevarestyrelsen, blev udskiftet. Den nye person på den post var så ikke opmærksom på at indberette de økologiske varer i både vort handelsselskab One Pint Brands og det danske selskab One Pint Danmark. Vedkommende fik kun indberettet i det ene selskab, selv om vi aldrig har importeret varer i det ene af selskaberne. Så skal man bare indberette 0, og det fik vi ikke gjort, forklarer Bjane Mark Hoier.
Selskabet fik så et par påmindelser om at rette op på forholdene.
- Men de blev videresendt fra virksomhedens e-boks til den tidligere ansattes e-mail. Derfor fangede vi dem ikke. De landede mellem to stole. Og når man ikke svarer på påmindelserne i tre måneder, kommer der altså en politianmeldelse, og det endte ud i en bøde af femcifret størrelse, forklarer direktøren.
One Pint Brands tog med det samme fat i både politi og Fødevarestyrelsen og gjorde opmærksom på, at der var tale om en fejl, som omgående blev rettet og bøden betalt. Herefter kommer Fødevarestyrelsen på ekstra besøg udover de fire-fem årlige normale besøg.
I alt 30-40 kasser øl
Hele sagen omhandler ifølge direktørens hukommelse i størrelsesorden 30-40 kasser øl af mærket Samuel Smith Stout. De øl blev tilbagekaldt fra forhandlerne og - igen ifølge direktøren - destrueret.
Ellers skulle de have været udstyret med en etiket, hvoraf det fremgår, at øllene ikke er økologiske, da de ikke er godkendte - selv om øllene faktisk er økologiske.
- Det gibber da lige i en, og ved gud er det da træls, når man får sådan en politianmeldelse. Jeg syntes da også - lige da jeg så det - at det var en vanvittig overreaktion. Men det kan jo ikke hjælpe noget. Politikerne kan jo ikke lave regler for, om det er to eller to millioner øl, du sælger.
Et ordentligt rap over nallerne
- Og jeg må jo kigge indad på mig selv. Vi burde have tjekket de her ting, og når vi så ikke får det gjort, så skal Fødevarestyrelsen jo også gøre, som de gjorde - følge den procedure som gælder. I sidste instans er det ene og alene mit ansvar som administrerende direktør. Det er helt og aldeles vores skyld, og det fik vi et ordentligt rap over nallerne for, erkender Bjarne Mark Hoier.
- Det er fuldstændig åndsvagt og pisse ærgerligt at få en bøde for det her. Det er en lukket vare, vi har handlet med det i over 20 år, og det er ikke noget, nogen kan blive syge af, men igen: Det er mit ansvar, og det er nu engang sådan, reglerne er i Danmark, og de skal følges. Der er heldigvis ikke sket noget ved det for forbrugerne. Havde jeg fået en politianmeldelse for meget andet, ville jeg da have været meget mere ked af det, siger Bjarne Mark Hoier.
Trods bøde og masser af besvær med den lille portion økologiske øl glæder direktøren sig over at bo i Danmark - et land med præcise regler, der er til for - i denne sammenhæng - at sikre ikke mindst forbrugerne.
Artiklen er en del af temaet Leverandører.