23948sdkhjf

Banen er ryddet for Jacob Risgaard og Coolshops store plan

Politikere finder millioner, som kan opfylde Jacob Risgaards helt store drøm om en Coolshop-butik på flere tusinde kvadratmeter

Der er tilsyneladende ikke længere bump på vejen i forhold til nye store butiksplaner ved Bouet nord for Aalborg.

Dermed er der udsigt til, at Coolshop kan realisere et ønske om en stor fysisk butik på 3500 kvadratmeter ved hovedkvarteret i området, samtidig med, at der også kan realiseres et såkaldt aflastningscenter med mange nye butikker omkring de nuværende forretninger, bl.a. Kvickly.

I alt cirka 28.000 kvadratmeter ny detailhandel.

Det er det netop indgåede budgetforlig i Aalborg Kommune, der rydder de sidste forhindringer af vejen.

I Aalborg Midtby frygter man imidlertid for konsekvenserne for handlen og livet i midtbyen.

En stor hurdle for butiksplanerne blev fjernet med det netop indgåede budgetforlig i Aalborg Kommune. Det drejer sig om en løsning på forholdene for trafikken i knudepunktet omkring rundkørslen ved Bouet.

Politikerne havde egentlig først sat penge af til en trafikløsning i 2028, men forligspartierne har nu fremrykket millionerne til 2025. Det drejer sig om 56 millioner kroner.

Vejdirektoratet truede med at nedlægge veto mod butiksplanerne, med mindre der blev fundet en løsning på trafiksituationen, hvor der allerede i dag til tider er problemer med opstuvning af trafik til og fra motorvejen.

Lokalplaner behandles mandag

Der er politisk flertal for de lokalplaner, der baner vej for butiksplanerne, og de ventes vedtaget endeligt af Aalborg Byråd denne mandag - trods kraftig modstand fra bl.a. handlen i Aalborg Midtby.

Selvom politikerne har imødekommet nogle af protesterne fra dele af den øvrige handel i byen ved at hæve butiksstørrelserne til minimum 1000 kvadratmeter for at forhindre direkte konkurrence med mindre detailbutikker i midtbyen, vil det stadig få alvorlige konsekvenser for handlen i midtbyen, forudser Citymanager Jes Asmussen.

- Der er kommet mere end 100.000 kvadratmeter mere butiksareal i Aalborg Kommune på ti år, og handlen i midtbyen er presset. Jeg frygter stadig, at det kan få meget alvorlige konsekvenser, hvor midtbyen mister nogle af de ankerbutikker, som sikrer, at der er handel i gaderne hele ugen, siger Jes Asmussen.

En ældre detailhandelsanalyse estimerede i 2018 et tab af omsætning i midtbyen på 22 millioner kroner, men det vil blive væsentligt større, mener Jes Asmussen.

Det politiske flertal bag butiksplanerne argumenterer imidlertid for, at butiksplanerne i Bouet er et led byens udvikling og at der er masser af nye arbejdspladser i sigte.

Er det politikernes opgave at regulere, hvor folk skal handle henne?

-Nej, men de skal allivel træffe beslutninger om ny detailhandel på et ordentlig oplyst grundlag, og de analyser, der ligger til grund for de her beslutninger er forældede. Det vil få langt større konsekvenser for aktiviteterne i midtbyen, end politikerne er klar over, siger Jes Asmussen.

Han erkender, at handlen i midtbyen også har en stor opgave med at gøre sig mere attraktiv.

Der skal i samarbejde med kommunen arbejdes på bedre tilgængelighed, og forretninger skal rykke sammen og gøre plads til andre funktioner og liberale erhverv, der også kan trække flere folk til midtbyens gader og fylde nogle af de tomme huller i gadebilledet.

Medlem af By og Landskabsudvalget, Jane Østergaard (SF), er modstander af butiksplanerne ved Bouet, men hendes parti SF er med i forliget, der sikrer den trafikløsning, der baner vej for planerne.

- Der er jo i forvejen behov for en trafikløsning, og forholdene er jo også ofte kaotiske i dag. Vi havde hellere set, at man prioriterede flere af de ønsker om erhvervsudbygning, der er i området, men der er altså flertal for at prioritere butiksplanerne, siger Jane Østergaard.

- Byen vokser, og det her er udvikling, der kan generere op mod 1000 nye arbejdspladser, siger rådmand for By og Land, Jan Thaysen(V).

Der arbejdes på en trafikløsning med at den nuværende rundkørsel bygges om til et firesporet lysreguleret kryds med flere spor.

Den omfattende ombygning af vejforholdene ventes dog at kunne strække sig over tre år.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.637