23948sdkhjf

Her er Salling Groups nye, mangeårige milliardstrategi

Salling Group har længe teaset for en ny, stor strategi for dagligvarekoncernen. Og denne tirsdag morgen har adm. direktør, Anders Hagh, så løftet sløret for indholdet

Der er kamp om de små marginer, danskernes mange milliarder - og markedsandele i dansk dagligvarehandel. 

Denne tirsdag har Salling Group så præsenteret sine seneste konkrete tiltag til, hvordan milliardkoncernen vil fastholde sin førerposition i den danske dagligvarebranche - og måske endda lægge yderligere afstand til konkurrenterne fra Coop, Rema 1000, Dagrofa og Lidl. 

Den nye strategiperiode løber over fem år - indtil udgangen af 2028 - og baserer sig ifølge en pressemeddelelse fra Salling Group på "opkøb og fusioner på det europæiske marked". 

Salling Group

  • Salling Group er en dansk dagligvarekoncern.
  • Nuværende administrerende direktør er Anders Hagh - hans forgænger var Per Bank.
  • Salling Group driver supermarkeder, discountbutikker og hypermarkeder med butikkerne Netto, Føtex og Bilka.
  • Tilsammen ejer Salling Group over 650 butikker i Danmark bestående af omtrent 550 Netto-butikker, over 100 Føtex-supermarkeder og 19 Bilka-hypermarkeder.
  • Herudover ejer Salling Group BR, Flowr, stormagasinerne Salling, Skagenfood A/S og driver franchisekæderne Starbucks og Carl’s Jr. i Danmark.
  • Salling Group er ejet af F. Salling Holding A/S og F. Salling Invest A/S, der ultimativt er ejet af Salling Fondene - Købmand Herman Sallings Fond og Købmand Ferdinand Sallings Mindefond.
  • Salling Group omsatte i 2023 for 70,3 mia. kr. - og tjente 1,6 mia. kr. efter skat.

Kilde: Salling Group

Adm. direktør, Anders Hagh, peger på, at dagligvaregiganten i dag står "et historisk sted" og er "økonomisk stærkere end nogensinde". 

- Det forpligter, og vi er klar til at hæve barren, slår han fast og tilføjer: 

- Vi vil videreføre det, som Hermann Salling satte som mål – at tilbyde kunderne de bedste varer og løsninger. Det vil vi gøre ved at ekspandere yderligere gennem ambitiøse opkøb og ved at investere op mod 13 mia. kroner i at styrke kerneforretningen i alle led.

Selv erklærer direktøren de kommende milliardplaner for at være på et "hidtil uset højt ambitionsniveau". 

Salling Groups egenkapital var ved udgangen af seneste regnskabsperiode 12,3 mia. kr. 

Store butiksplaner

Mens Salling Group i Danmark sigter mod at fastholde en robust forretning i Danmark, hvor man vil investere i eksisterende butikker og driften af disse, vil man i Polen helt konkret øget antallet af Netto-butikker fra 650 til 1000 på fem år. 

I Tyskland skal samtlige butikker opdateres til det nye butikskoncept. 

Salling Group-butikker og -medarbejdere

  • Antal butikker i Salling Group pr. 31. december 2023:
  • Netto Danmark: 531
  • Netto Tyskland: 342
  • Netto Polen: 663
  • Bilka: 19
  • Føtex og Føtex Food: 108
  • Salling Stormagasiner: 2
  • BR: 29
  • Starbucks: 16
  • Carl's Jr.: 16
  • I alt: 1.726
  • Salling Group beskæftigede per 31/12-2023 58.903 medarbejdere på tværs af Tyskland, Polen og Danmark. 

Kilde: Salling Group

Hvad disse butikskonverteringer i sig selv vil koste dagligvarekoncernen, specificerer Salling Group ikke yderligere. 

Men helt konkret sigter giganten mod at runde en årlig omsætning på 100 mia. kr. inden udgangen af 2028. 

I 2023 omsatte man for rekordhøje 70,3 mia. kr. 

- Gennem de seneste år har vi bragt os selv i en unik position, hvor vi hurtigt kan gribe muligheder, når de opstår. Vi kan, og vi tør slå til. Det vil vi gøre henover de næste år, så Salling Group bliver en endnu større og vigtigere samfundsaktør, som gør en reel forskel i hverdagen, udtaler Anders Hagh, som hver uge kan se over 12 mio. kunder besøge koncernens butikker på tværs af Europa. 

Udover milliardinvesteringer i flere tusinde butikker etablerer Salling Group samtidig innovationsprojektet "Salling Seeds".

Det er en pulje på en halv mia. kr., der skal bruges til "investeringer i start-ups og små virksomheder med fokus på teknologi, bæredygtighed og produktudvikling". 

"Udover økonomisk kapital kan iværksætterne også få adgang til dagligvarekoncerns maskinrum og støtte til at udvikle netop deres forretning," skriver dagligvarekoncernen i pressemeddelelsen. 

De vigtigste punkter fra Salling Groups milliardstrategi

  • Strategiperioden løber indtil udgangen af 2028.
  • Samlet vil man investere op mod 13 mia. kr. i den periode i butikker, drift, innovation med mere. 
  • I 2028 vil Salling Group omsætte for mere end 100 mia. kr.
  • Alle tyske Netto-butikker skal opdateres til det nyeste butikskoncept. 
  • Antallet af Netto-butikker i Polen skal øges fra 650 til 1000. 
  • Dertil vil der blive "investeret massivt i nye løsninger og systemer" til de omtrent 60.000 medarbejdere i koncernen i både Danmark, Tyskland og Polen. 
  • Derudover etablerer Salling Group "Salling Seeds" - en innovationspulje på en halv mia. kr., som kan bruges på investeringer i start-ups og små virksomheder med fokus på teknologi, bæredygtighed og produktudvikling. 

Kilde: Salling Group

Se nøgletal for:
Læs mere om: strategi dagligvarehandel
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.727