23948sdkhjf

Direktør har ni konkrete byer i sigte for fremtidig ekspansion

Det er en svær tid for køkkenbranchen. JKE Design vil være klar, når markedet vender

Der er åbnet fem nye butikker siden 2021. Og der er en til på vej i Esbjerg.

Dermed kommer køkkenkæden op på 18 butikker, og det er slet ikke nok. JKE Design vil åbne yderligere butikker i ni specifikke, danske byer.

- Vi har et ønske om at være tæt på vores kunder, siger JKE-direktør Freddy Lauridsen om strategien for den nordjyske køkkenproducent.

Derudover modtager JKE Design forespørgsler fra en del potentielle forhandlere, som gerne vil åbne en butik med køkkenbrandet, lyder det fra den adm. direktør.

Men butiksvæksten sker i nogle magre år, hvor køkkenkæderne har haft svært ved at sælge til de private forbrugere.

Køkkenkæden vil være klar

CM Group, som er koncernen bag Svane Køkkenet, Tvis Køkken, Nettoline, Celebert, og køkkenproducenten Aubo, har godt nok opjusteret forventningerne til 2024 for et par uger siden. Det er netop på grund af øget salg til private forbrugere.

Men hvis man lytter til branchens andre aktører, er det ikke just positive toner. Hverken Vordingborg Køkkenet eller konkurrenten Kvik har forhåbninger til et bedre 2024. Køkkenkæderne havde et udfordrende 2023, og de regner begge med begrænset vækst i år.

For JKE Design handler det om at være klar, når markedet vender.

 - Det er rigtigt, at vores branche har en udfordrende tid – ligesom de også oplever det i møbelindustrien. Men vi føler, vi har et stærkt koncept med fantastiske produkter, og så skal vi også have modet til at dreje på gashåndtaget, siger Freddy Lauridsen.

JKE DESIGN A/S
Regnskabsår 2023 2022 2021
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning - - -
Bruttofortjeneste 55,6 58,7 63,5
Resultat af primær drift 2,7 6,8 18,3
Resultat før skat 1,9 5,0 17,1
Årets resultat 1,2 4,5 12,9
Balancestatus 98,2 112,9 112,5
Egenkapital 37,8 46,8 52,4
Antal ansatte 99 97 100
Kilde: CVR

Vigtigt med signaler

JKE Design er bemærkelsesværdigt åbne omkring, hvor kæden vil have nye butikker. København, Hillerød, Køge, Næstved, Slagelse, Holstebro, Herning, Aabenraa, Randers og Silkebore mangler en JKE-butik – ifølge kæden selv.

- Det er et signal om, at vi gerne vil være større, og det skilter vi gerne med. Men det er også for at sende et signal til potentielle forhandlere. Hvis der går en eller flere personer i en af byerne med tanker om at blive køkkenforhandler, er det vigtigt, vi fortæller, vi gerne vil være i den pågældende by, siger Freddy Lauridsen.

Alle køkkenkædens forhandlere er selvstændige franchisetagere. 

I Esbjerg, hvor der snart åbner en butik, bliver det en erfaren køkkentrio, som kommer til slå dørene op. Trioen har sammenlagt mere end 30 års erfaring med køkkenhandel i netop Esbjerg.

Det er et bevidst valg, at butikkerne bliver drevet selvstændigt.

- Man skal gøre det, man er bedst til. Vi er mere gearet til at have et koncept med selvstændige forhandlere frem for at opbygge en organisation, der skal drive forretningerne. Vi vil hellere have selvstændige forhandlere med lokalforankring og den rette iværksætterånd, siger Freddy Lauridsen.

JKE er ejet af svenske Ballingslöv og har mere end 75 butikker eller salgssteder på tværs af hele Norden - og altså nu 18 i Danmark.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.632