Stark-direktør i hovedstadsområdet laver internt jobskifte
30-årige Victoria Marie Loof tiltræder som ny trælastdirektør i Stark Brøndby på mandag.
Hun har igennem de sidste fem år haft forskellige stillinger i Stark City 24-7, som ligger i København - senest som salgsleder.
- Jeg ser meget frem til samarbejdet med Victoria. Hun er en engageret og dygtig leder. Jeg er ikke i tvivl om, at hun kommer til at videreudvikle og vækste forretningen i Brøndby, udtaler regionsdirektør Lasse Frederiksen i en pressemeddelelse.
Victoria Marie Loof har arbejdet hos Stark i syv år, og hun glæder sig til at overtage posten som trælastdirektør i søstercentret.
- For mig er det yderst vigtigt, at både kunder og medarbejdere er i fokus for at sikre forretningen vækst og god trivsel. Den indgående forståelse af god kundeservice, som jeg har med mig fra STARK City 24-7, vil jeg gøre brug af i min nye rolle. Og jeg ser meget frem til at indgå i et nyt team og skabe noget helt særligt i Brøndby sammen med mine nye kollegaer, siger hun i pressemeddelelsen.
Stark har i dag knap 30 forretninger på Sjælland.
Byggecenterkæden er i gang med byggeriet af en forretning i Næstved, der forventes klar til åbning ved årets udgang.