23948sdkhjf

Hun blev topchef, fik tre børn i to forhold og en kræftdiagnose - inden hun blev 35

Majken Pape forlod Nordjylland som 18-årig og gjorde kometkarriere. Nu har både job og kærlighed ført hende hjem

En junidag i år skrev Majken Pape et opslag på LinkedIn, hun aldrig havde troet, hun skulle skrive.

- Jeg kan simpelthen ikke forklare, hvordan det er endt der, men Thy har ringet og vil ha' mig hjem igen.

Siden Majken Pape forlod Thy i begyndelsen af 00'erne, har hun landet det ene topjob efter det andet.

Hendes CV tæller direktørposter i store selskaber som Søstrene Grene, Skousen og Unoliving.

Nu har både kærlighed og karriere ført Majken Pape hjem til Thy.

Efter en lang årrække i Silkeborg er hun rykket til fødebyen Vilsund.

For tre år siden fandt Majken Pape en kæreste i byen. Og da der i foråret dukkede et jobtilbud op samme sted, vidste hun godt, hvad klokken havde slået.

- Hvad er chancen for at finde både kærligheden og jobbet i lillebitte Vilsund? Det er så tilfældigt, at det ikke er tilfældigt, siger Majken Pape.

Tilbage på sporet

Det var Hanstholm Køkken, der bankede på.

Butikskæden var i begyndelsen af 2023 blevet reddet fra konkurs af de to erhvervsmænd Villy Jæger og Lars Gantzel.

Nu tilbød de to investorer Majken Pape jobbet som administrerende direktør i Hanstholm Køkken.

1. juni satte hun sig i direktørstolen for selskabet, der siden 1968 har lavet snedkerkøkkener på fabrikken i hendes hjemby.

Dermed bliver Majken Pape kvinden, der skal få Hanstholm Køkken tilbage på sporet.

- Vi skal holde fast i de gamle dyder og værdier, vi kommer ud af. Men når vi snakker kommercielt, skal vi have støvet forretningen af og op i gear, siger Majken Pape.

En lettere upassende liste

Egentlig havde Majken Pape tænkt, at hun var færdig med at prøve sig selv af som direktør.

Sidste år opsagde hun sin stilling som topchef i møbelvirksomheden Unoliving og blev selvstændig konsulent.

Hun nød friheden efter nogle hektiske år med store op- og nedture.

Listen over milepæle var allerede lang, da hun for nogle år siden gjorde status på LinkedIn:

Tre børn - de første to fik hun, inden hun var 25 i et forhold, som gik i stykker, da børnene var små. Det første topjob hev hun hjem, inden hun fyldte 30.

Og så lige en kræftdiagnose som 35-årig.

Majken Papes mor syntes, det var lettere upassende at ridse punkterne op på den måde.

- Men det illustrerer meget godt, hvem jeg er. Der har været fart på, og jeg har haft både store opture og en del bump på vejen. Jeg har haft kræft, og jeg har tre børn med to forskellige mænd, jeg ikke er sammen med længere. Men jeg har også vist mig selv, at jeg kan rejse mig igen hver gang. Det har rustet mig mentalt.

Kræftsyg som 35-årig

Det var en februardag i 2017, at en læge på Skejby Sygehus overrakte hende beskeden.

Livmoderhalskræften, som var blevet opdaget nogle uger forinden, kunne have spredt sig.

Derfor skulle hun igennem en større operation.

Majken Pape var på det tidspunkt 34 år og mor til tre små børn. Og så havde hun fuld fart på karrieren som finansdirektør i Søstrene Grene.

Oveni det var hun i al hemmelighed i forhandlinger med hvidevarekæden Skousen, der søgte en ny adm. direktør.

Majken Pape havde længe haft lyst til at prøve sig selv af som øverste chef i en koncern.

Lægens ord satte drømmen på pause.

Blå bog, Majken Pape

  • 42 år, født i Vilsund og mor til Johanne på 19, Gustav på 17 og Lucia på 11.
  • Bor i Vilsund med kæresten Johnny, der er politibetjent.
  • Adm. direktør i Hanstholm Køkken fra 1. juni 2024
  • Bestyrelsesformand i den østjyske virksomhed GreenDozer ApS.
  • Bestyrelsesmedlem i og PicoPublish ApS og 2LP A/S. Sidstnævnte er ejet af den nordjyske erhvervsmand Villy Jæger, der også er medejer af Hanstholm Køkken.
  • Karriere:
  • Selvstændig med Pape Business fra 2023 til 1. juni 2024
  • Adm. direktør i Unoliving fra 2020 til 2023
  • Adm. direktør i Skousen fra 2017 til 2020
  • Økonomidirektør i Søstrene Grene fra 2012 til 2017
  • Financial controller i Bestseller Retail Europe fra 2008 til 2012
  • Revisor hos BDO fra 2007 til 2008
  • Cand.merc.aud. fra Aarhus Universitet i 2007

Hvad er det værste, der kan ske?

Majken Pape meddelte Skousen, at hun var ude af gamet.

For første gang i mange år var hun tvunget til at stoppe op og mærke efter.

- Jeg gik fra at være udødelig til at tænke: "Hvad skal der ske med mine børn, hvis jeg ikke klarer den?"

Operationen gik godt, og en måned senere blev Majken Pape erklæret kræftfri.

En uge senere ringede hun til Skousen og meddelte, at hun var klar igen.

- Mange, der får kræft, får et helt andet syn på livet og skruer ned for karrieren. Men jeg kunne bare mærke, at jobbet hos Skousen stadig var mit kald.

- Og nu havde jeg haft kræft, så hvad var det værste, der kunne ske? Jeg havde en følelse af, at jeg for alt i verden ikke skulle spilde tiden.

Mor som 23-årig

Det lå ikke ligefrem i kortene, at Majken Pape - den ældste datter af en elevatormontør og en dagplejemor - skulle ud og være topchef.

Til den sidste eksamen på Handelshøjskolen i Thisted spurgte Majken Papes vejleder hende, hvad hun havde af fremtidsplaner.

Majken Pape svarede, at hun regnede med at blive i Thy og lede efter en læreplads som revisorelev.

"Nej, det skal du ikke, Majken! Hvis ikke du skal læse videre på universitetet, er der jo ikke nogen, der skal," svarede vejlederen.

Majken Pape kunne egentlig godt se, at hun klarede sig usædvanligt godt i skolen. Hun havde bare slet ikke de ambitioner.

Men hun endte med at følge vejlederens råd og tog - som den første i familien - på universitetet.

Imens hun læste sin kandidat i revision på Aarhus Universitet, blev hun mor - 23 år gammel - til datteren Johanne.

16 måneder senere fulgte lillebror Gustav efter.

- Jeg tænkte, at det ville være meget praktisk at få børn tidligt. Så kunne jeg fokusere på karrieren bagefter.

Så det gjorde hun.

- Prøv lige at give mig taktstokken

Allerede inden hun var fyldt 30, kunne Majken Pape kalde sig finansdirektør i detailkæden Søstrene Grene.

Alligevel ser hun ikke sig selv som ambitiøs.

- Mange tror, at jeg er ekstremt ambitiøs. Men jeg tror egentlig, jeg nærmere er en god blanding af modig og naiv. Jeg tænker tit: Kunne man ikke gøre noget mere med det?

- Og hvis jeg har set nogle ledere, hvor jeg tænkte: "det tror jeg faktisk, at jeg kunne gøre bedre", har jeg altid haft modet til at sige: "Prøv lige at give mig taktstokken."

Det var netop, mens hun var finansdirektør hos Søstrene Grene, at Majken Pape begyndte at drømme om at tage et skridt op af karrierestigen.

Hun sagde drømmen højt til detailkædens topchef og ejerleder, Mikkel Grene.

- Jeg spurgte Mikkel, om han egentlig havde tænkt sig at fortsætte. For ellers ville jeg gerne prøve mig selv af i hans job. Han svarede, at det var ikke lige nu. Og det var jo fint. Så fandt jeg ud af det. Og der skete jo ikke noget ved at spørge.

Generelt er alt for mange mennesker for tilbageholdende med at afprøve sig selv og sige deres drømme højt, mener Majken Pape.

- Jeg tvivlede også på mig selv, mens jeg var på vej op. Jeg savnede meget nogle rollemodeller, siger hun.

En ny generation i toppen

Så nu forsøger Majken Pape selv at være et forbillede. Blandt andet på LinkedIn, hvor hun deler ud af både succeser og nedture.

- Der er behov for en ny generation og nogle nye typer i toppen af dansk erhvervsliv. Men det kræver, at de har nogen, de kan spejle sig i.

- Og at de kan se, at man godt kan blive direktør, selvom man ikke har styr på alt i sit liv og hverken træner op til en ironman eller går i tøj med perfekte pressefolder.

Hvor længe Majken Pape skal være direktør i denne omgang, ved hun ikke.

- Jeg ved bare, at det føles rigtigt. Havde jeg sagt nej til tilbuddet, havde det været som at modarbejde skæbnen. Og det går nok aldrig godt.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094