Sport 24 opruster og overtager større lokaler fra kriseramt møbelkæde
13 år på den samme lokation - men nu skal der ske noget nyt for Sport 24.
Derfor flytter sportsgiganten sin outlet-butik i Aabenraa til større lokaler - og skifter derfor 749 kvadratmeter i den sønderjyske butik ud med en ny lokation i Retailpark Aabenraa, som er omtrent 450 kvadratmeter større.
Det skriver Sport 24 i en pressemeddelelse.
- Vi skal være stærkt repræsenteret i Aabenraa. Centret på Langebro har en god, synlig beliggenhed, og der er potentiale i byen. Vores outletbutikker bliver generelt større og får et bredere sortiment. Ud over sportsudstyr har vi et stort udvalg af tøj og sko til hele familien. Derfor har vi længe ønsket mere salgsareal. Samtidig giver flytningen mulighed for at opdatere butikken til vores nye inventarkoncept, udtaler CSO og retailchef i Sport 24, Allan Legardt Jensen.
Den 1200 kvadratmeter store butik i retailparken overtager Sport 24 fra My Home Møbler, som i det seneste år har gennemgået både butikslukninger, ejerskifte og afskedigelse af medarbejdere.
Sport 24 forventer at kunne slå dørene op til den nye outlet-butik i Aabenraa i december.
RetailNews har tidligere snakket med adm. direktør i Sport 24, Lars Elsborg, om kædens fremadrettede strategi - og hvordan Sport 24 vil reagere på Sportmaster/Sports Worlds reorganisering på det danske marked. Læs mere om det her.