23948sdkhjf

Få uger før deadline famler folk i blinde: Direktør kalder optakt 'håbløs'

31. august er der deadline for producentansvaret - men ingen kender de præcise retningslinjer for registrering, for vejledningen lander ikke før til september. Direktør retter hård kritik af myndighedernes kommunikation

Når startskuddet til producentansvaret for emballage lyder den 1. oktober 2025, skal alle virksomheder, der sætter emballerede produkter på markedet, gøres ansvarlige for at organisere indsamling, sortering og behandling af deres emballageaffald - og betale for den økonomiske byrde.

'Forureneren betaler'-princippet gælder som udgangspunkt for 41.000 virksomheder i Danmark, og som RetailNews' søstermedie Plastforum kunne fortælle tirsdag, har kun en brøkdel af de relevante virksomheder registreret og indberettet forventede emballagemængder hos Dansk Producentansvar, få uger før registreringsdeadline den 31. august.

Men - der er faktisk en mulighed for, at antallet af registreringsrelevante virksomheder kan falde, og at procentdelen for registrerede virksomheder dermed hurtigt kan stige. Miljøministeriet har for nylig meldt ud, at helt små virksomheder i de fleste tilfælde er undtaget fra reglerne. 

"Beskæftiger din virksomhed under 10 personer og har en årlig omsætning eller en samlet årlig balance under 15 mio. kr., er du kun omfattet, hvis du importerer direkte fra udlandet eller selv fremstiller emballage. I alle andre tilfælde vil det være din leverandør, der er ansvarlig," lyder det i et brev fra Miljøministeriet, der blev sendt ud til de emballageansvarlige virksomheder kort før sommerferien.

Intet er sikkert

Men man skal hæfte sig ved ordvalget "i de fleste tilfælde".

For ifølge Marianne Roed Jakobsen, der er direktør i kollektivordningen Vana, er intet sikkert her få uger før registreringsdeadline 31. august. 

Vana er en kollektiv ordning for virksomheder, som bliver omfattet af producentansvaret for emballage. Ordningen påtager sig praktisk, økonomisk og juridisk ansvar for producentansvaret på vegne af sine medlemmer. Og medlemmerne - de er frustrerede.

- Det er jo i virkeligheden et enormt kompliceret set-up, og det hjælpes ikke ret meget på vej af, at der er en kolossal usikkerhed i forhold til, hvem der er ansvarlige Marianne Roed Jakobsen, direktør i Vana

- Det er jo i virkeligheden et enormt kompliceret set-up, og det hjælpes ikke ret meget på vej af, at der er en kolossal usikkerhed i forhold til, hvem der er ansvarlige. Det er en spændende proces lige nu, siger Marianne Roed Jakobsen til Plastforum. 

For når Miljøministeriet melder ud, at mikrovirksomhederne muligvis slipper, men affaldsmængden er konstant, så skal andre virksomheder betale. 

- Det bliver formentlig emballageproducenterne, der hænger på regningen. Og det skaber frustrationer hos begge parter. Ingen ved rigtig, om de købt eller solgt. Det er ret interessant. Emballageproducenterne har været ekstra frustrerede, fordi der ret sent kom en ændring i forhold til de retningslinjer, der i første omgang blev meldt ud fra de offentlige myndigheder, siger Marianne Roed Jakobsen.

Jeg kan godt bruge et stærkere ord, for i virkeligheden er det helt sindssygt! Marianne Roed Jakobsen, direktør i kollektivordningen Vana.

"Jeg kan godt bruge et stærkere ord"

Du bruger ord som 'interessant' og 'spændende'. Hvad ligger der bag de ord?

- Jeg kan godt bruge et stærkere ord, for i virkeligheden er det helt sindssygt! Du har et set up, hvor producenterne overtager ansvaret for en opgave, men har nærmest NUL indflydelse på prisen. De har ikke muligheden for andre forretningsmodeller. Det svarer til, at du gerne vil sælge et produkt, men du har ingen indflydelse på, hvad det koster, og du SKAL betale for det. Men prisen kender du ikke. Det er virkelig mærkeligt, siger direktøren for Vana og påpeger, at alle famler i blinde, fordi de officielle vejledninger ikke er offentliggjort.

- I øjeblikket er ministeriet ved at udarbejde den officielle vejledning. Den er først færdig til september. Altså efter fristen den 31. august. Det er jo helt håbløst, siger Marianne Roed Jakobsen.

Ændringer giver mere usikkerhed

Siden bekendtgørelsen om producentansvaret kom i foråret, har Miljøministeriet som sagt ændret definitionen i forhold til, at mikrovirksomheder i rigtig mange tilfælde er undtaget. På baggrund af den nye definition omfattes muligvis kun omkring 5.000 virksomheder af ansvaret, og altså ikke over 40.000. Men ingen ved det. Og Marianne Roed Jakobsen kan ikke svare sine medlemmer, når de spørger.

- Miljøministeriet og Miljøstyrelsen ændrede i øvrigt i sommerferien definitionen af, hvem der har ansvaret for generisk emballage – fra at være påfylder til at være emballageproducenten. Det betyder ligeledes, at færre omfattes, fordi mere ansvar muligvis lægges over på producenterne. Så vidt jeg ved, har myndighederne kun meldt denne ændring ud til de kollektive ordninger. Kommunikationen har været ret mangelfuld og meget sen. Jeg er sikker på, at der sidder flere gode mennesker i Miljøministeriet, men de er i den grad under pres!

Deadline blev ikke skubbet

Burde man efter din overbevisning have skubbet deadline for registreringen hos Dansk Producentansvar i takt med, at man flere gange har skubbet datoen for, hvornår ordningen træder i kraft?

Som minimum burde man have udskudt registreringen med en måned.

- Det burde man, og vi har også påpeget det flere gange, men der har ikke været lydhørhed. Som minimum burde man have udskudt registreringen med en måned.

Er det ikke fair nok, at Miljøministeriet gerne vil kende de registrerede affaldsmængder så tidligt som muligt og derfor ikke har skubbet registreringsdeadline?

- Det er jo nok en af årsagerne til, at fristen ikke er udskudt. Men omvendt risikerer man at få helt forkerte oplysninger fra producenterne, fordi de simpelthen ikke kender reglerne for registreringen, siger Marianne Roed Jakobsen.

De må gøre det så godt, de kan og glæde sig over, at der ikke følger betalingsforpligtelser med registreringsdeadline 31. august Marianne Roed Jakobsen

Hvad siger du til dine medlemmer, når de har spørgsmål til deres registrering?

- At de må gøre det så godt, de kan og glæde sig over, at der ikke følger betalingsforpligtelser med registreringsdeadline 31. august. Når først vores medlemmer har registreret deres emballagemængder, fanger bordet. De kan ikke rettes. Men når ordningen træder i kraft den 1. oktober 2025, kan man så indberette sine reelt markedsførte mængder. Det kan blive aktuelt for ret mange virksomheder, at der er en stor forskel mellem 2024 og 2025-registreringen, siger direktøren.

Efter artiklens offentliggørelse har DPA udsendt en pressemeddelse. Her konkluderer DPA, at man - her 14 dages tid før deadline - kan se, at rigtig mange virksomheder stadig mangler at registrere sig, og virksomhederne begynder at have travlt for at overholde lovgivningen.

Plastforum arbejder på at få et svar fra Miljøministeriet.

Udvidet producentansvar for emballage

  • Det udvidede producentansvar på emballage betyder, at distributør - herunder påfyldere og producenter og importør af fyldt emballage - gøres finansielt og praktisk ansvarlige for indsamling og genanvendelse af deres emballageaffald.
  • Formålet er at højne genanvendelsen af emballageaffaldet og skabe incitament til cirkulært design ved arbejde efter ”forurener-betaler-princippet”.
  • Det er afgørende, at producenterne har praktisk ansvar for sortering og genanvendelse af emballageaffaldet, samt indflydelse på indsamlingen, så det kan målrettes deres produktion med genanvendte råstoffer.
  • Virksomhederne kan enten vælge at indgå i en kollektivordning, hvor de betaler for fælles affaldshåndtering efter markedsførte mængder, eller etablere et individuelt system.
  • 41.000 danske virksomheder vurderes at blive omfattet af det udvidede producentansvar og den årlige regning, som producenterne skal betale, forventes at løbe op i mindst 2,3 milliarder kroner.
  • Genanvendelsesprocenten for husholdningsaffald skal hæves til 55 procent i 2025, 60 procent i 2030 og 65 procent i 2035. I 2017 var genanvendelsesprocenten i Danmark på 46 procent.
  • Ordningen træder i kraft 1. oktober 2025.
  • I Danmark har vi producentansvar på elektriske og elektroniske produkter, biler, batterier og akkumulatorer, engangsemballager til drikkevarer (Pant- og retursystem),
  • I de kommende år bliver der etableret udvidet producentansvar på emballage og engangsplast såsom vådservietter, balloner, letvægtsbæreposer, tobaksprodukter med filtre og fiskeriredskaber.
  • Emballage, der er omfattet pant- og retursystemet, er ikke omfattet producentansvaret.

Kilde: Dansk Industri

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078