23948sdkhjf

Sådan erobrede Nordjylland en brandvarm branche

Sådan skete det nordjyske grillmirakel

Nordjylland har nemlig udviklet sig til noget af et erhvervsmekka, når det handler om at lave mad i haven. 

I artiklen her skal vi se nærmere på de stærke lokale virksomheder - men først og fremmest skal vi se på, hvorfor udviklingen faktisk er blevet sådan.

At Nordjylland har udviklet sig til lidt af et mekka, skal i høj grad tilskrives den amerikanske grillgigant, Weber.

Weber blev etableret i 1952 af amerikaneren George Stephen. Han revolutionerede grillmarkedet med sin kuglegrill, der tilbød en mere kontrollerbar grill-tilberedning.

Ved indgangen til 1990'erne havde kuglegrillen dog stadigvæk ikke rigtigt fået fat i danskerne. Men det begyndte at ændre sig - og da Nørresundby i mellemtiden var blevet omdrejningspunkt for firmaets danske aktiviteter, så blev Nordjylland også helt central for den eksplosive udvikling, der blev startet.

Mens musikeren og grill-entusiasten Jan Glæsels med sine kogebøger og TV-optrædener lokkede danskere i hobetal med på grillbølgen, så udviklede det danske datterselskab sig til at være en enorm magtfaktor indenfor branchen.

- Det var egentlig lidt tilfældigt, at man endte her i Nørresundby. Men mens Weber blev en motor i den danske grillkultur, så formåede man også at tiltrække en masse dygtige folk her i lokalområdet. Folk ville virkelig gerne arbejde for os, fortæller Carsten Ravn, der i dag er direktør for Weber-Stephen Nordic A/S.

- Man udvidede hovedsædet her i Nørresundby, og der blev ansat flere og flere mennesker. Og efterhånden fik man etableret en meget stærk kultur med et solidt fundament.

Grillkulturen spredte sig

Ifølge Carsten Ravn har flere medarbejdere hos Weber været med helt fra starten i Nørresundby - altså i mere end 20 år.

- Generelt kan man sige, at der i Nordjylland er mange mennesker, som har virkelig god forståelse for den her branche. Og den kulturbase er der efterhånden også sprunget andre virksomheder ud af, forklarer han videre.

- Der sker jo helt naturligt det, at der nogle gange er medarbejdere, der får lyst til at prøve andre ting. Men når de forlader os, så tager de måske lidt DNA fra Weber med ind i deres nye virksomheder. Og så bygger de også videre på det.

Et glimrende eksempel på den proces er virksomheden Backyard Living A/S, der ligger i Brønderslev.

Grundlæggerne Line Sørensen og Søren Larsen har en fælles fortid hos Weber i Nørresundby. Men i 2016 valgte de at blive selvstændige.

- Vi var på det tidspunkt faktisk allerede stoppet hos Weber. Men vi fik en opfordring fra det verdenskendte grillmærke Napoleon om at starte noget op. Napoleon ville gerne på landkortet i Danmark, forklarer Søren Larsen, der i dag er direktør hos Backyard Living.

- Vi kendte jo branchen rigtigt godt i forvejen - og havde både en masse knowhow og en masse kontakter, som vi kunne trække på. Så vi syntes, at det kunne være rigtigt spændende at prøve at bygge noget nyt op.

Og dermed blev Backyard Living startet.

Men der er også andre stærke brands i Nordjylland. Eksempelvis har også den hæderkronede gamle brændeovnsvirksomhed, Morsø Jernstøberi A/S, gjort sit indtog på markedet for grill og pizzaovne med nogle designmæssigt stærke produkter.

Og en relativt ny spiller - "Le Feu" - er i disse år også på vej fremad på markedet med sine pizzaovne.

Hvad gør det i dag?

Men hvad betyder det blandt virksomhederne, at koncentrationen af aktører er så stor i Nordjylland?

- Der er virkelig meget god arbejdskraft i den her branche i Nordjylland. Så først og fremmest gør det, at det ikke er vanskeligt for os at finde gode folk, forklarer Webers direktør, Carsten Ravn.

- Men jeg vil også gerne understrege, at vi har en sund dialog med vores nordjyske konkurrenter. Selvfølgelig snakker vi ikke forretning med de andre, men vi hilser altid på hinanden, når vi deltager på messer - og der er eksempelvis mange her i vores hus, der har en rigtig god relation til Line og Søren (fra Backyard Living A/S). Så der er intet ondt blod imellem os.

Sådan er opfattelsen også hos konkurrenten i Brønderslev:

- Vi snakker rigtigt fint sammen - og har stor respekt for hinanden, forklarer Søren Larsen, direktør ved Backyard Living A/S.

Men en ting er relationerne mellem de nordjyske virksomheder - noget helt andet er de respektive bundlinjer. Den økonomiske virkelighed er nemlig ret forskellige fra virksomhed til virksomhed.

Weber var udfordret

Størst opmærksomhed har der gennem de seneste år været omkring Weber i Nørresundby, der sælger grillprodukter i de nordiske lande.

Selskabet - i dag Weber-Stephen Nordic A/S - er ubetinget det største og stærkeste af de grill-firmaer, der i dag er baseret i Nordjylland. Men der har i de seneste år været lidt ridser i lakken.

Selv om der er en solid egenkapital på 485 millioner kroner, fortæller det seneste årsregnskab om en række faldende nøgletal.

Det er eksempelvis voldsomt, at omsætningen i løbet af blot et enkelt år er halveret - fra 913 millioner kroner til 490 millioner kroner.

På bundlinjen præsterer grill-giganten et overskud på 8,2 millioner efter skat - men i det foregående regnskab tjente virksomheden 32,5 millioner kroner.

Direktionen anerkender, at udviklingen ikke har været god. I ledelsesberetningen står der således, at resultatet "har været utilfredsstillende".

Det er dog alligevel en sandhed med modifikationer:

- Jeg synes, at man skal se på det her over en længere periode. Hvis man ser på det her som en rejse fra 2019 og frem til i dag, så er vi egentlig okay tilfredse. Vi havde to fantastiske år under covid-krisen, hvor folk var hjemme - og investerede i dyre griller, forklarer Carsten Ravn.

- Derefter forventede vi en nedgang. Og specielt blev vi ramt i Sverige, hvor forbrugertilliden gik markant ned. Det gav os et ordentligt hug i Sverige - men også i Norge og Finland har vi været ramt.

- Da vi mistede omsætning, så skulle vi tage stilling til, om vi skulle skrue ned for aktiviteten. Men vi valgte omvendt at investere for at komme styrket ud af den her krise. Så vi har lanceret en masse nye produkter og har faktisk bare givet den gas. Træerne vokser selvfølgelig ikke bare ind i himlen, men selv om det var en svær situation, så føler vi, at vi er på vej til at komme styrket ud af den, forklarer Carsten Ravn.

Selskabet forventer faktisk, at man i det indeværende regnskabsår kan levere et overskud på 12-17 mio. kroner - og kan præstere en omsætning på 600-615 millioner kroner

Weber-Stephen Nordic A/S oplyste i seneste årsregnskab, at man havde 67 medarbejdere - af dem har cirka 40 base i Nørresundby.

Backyard: - Pludselig kunne vi sælge alt

I Brønderslev har "Weber-udbryderne", Line Sørensen og Søren Larsen, som nævnt drevet Backyard Living A/S siden 2016. Fra start fik de også investorerne Mads Lund Hansen og Kenn Michael Jensen med ombord.

Backyard Living har ikke sin egen produktion. Men i stedet har man satset på at forhandle kendte varemærker fra et udvalg af producenter i både ind- og udland. Det er eksempelvis canadiske Napoleon, den amerikanske træpillegrill Traeger, nordjyske Hot Wok og de engelske pizzaovne fra Gozney.

Efter en stille start blev virksomhedens udvikling nærmest katapulteret under coronakrisen.

- Pludselig kunne vi nærmest sælge alt, hvad man overhovedet kunne tænde ild i. Det var en vild periode, forklarer direktør Søren Larsen.

I 2021 præsterede Backyard Living et rekordoverskud på seks millioner kroner - men sidenhen er udviklingen aftaget igen.

Den voldsomme corona-efterspørgsel betød, at en masse varer blev bestilt hjem. Men varerne har desværre en relativt lang produktionstid - og i mellemtiden begyndte efterspørgslen at falde.

- Det tager tid at bremse igen, siger Søren Larsen med et smil.

Stadigvæk ser tallene dog ret fornuftige ud hos Backyard Living. Virksomheden har her ved indgangen til juni præsenteret årsregnskabet for 2023, og her er der overskud på godt 2,4 millioner kroner efter skat.

Backyard Livings egenkapital er på 14,3 millioner kroner - og i årsregnskabet oplyses, at der er ti medarbejdere i Brønderslev-firmaet.

Morsø - på vej ud af krise

Den ældste af de fire nordjyske virksomheder er Morsø Jernstøberi A/S, der har en historie, der rækker tilbage til 1853. I dag producerer virksomheden blandt andet brændeovne, griller, pizzaovne og køkkenudstyr - og sælger sine produkter i det meste af verden.

For øjeblikket er udviklingen fin i virksomheden, men den har faktisk været gennem en større krise indenfor de seneste år.

Virksomhedens økonomi har historisk set været baseret på salg af brændeovne - og for at være knap så skrøbelig blev der satset på flere produkter og et stærkt design. Og det var på den baggrund, at virksomheden også trådte ind i markedet for grill og pizzaovne.

Midt i omstillingen blev virksomheden dog voldsomt udfordret på økonomien.

- Vi kunne hele tiden se, at de nye tiltag og produkter blev ved med at sælge bedre. Det gik bare ikke lige så hurtigt, som brændeovnssalget i samme periode faldt, sagde direktør Peter Normann Nielsen ved en tidligere lejlighed til Nordjyske.

Men efter en række store millionunderskud frem til 2020 er der de seneste tre år skabt positive resultater - senest et overskud på godt 10 millioner kroner i 2023.

Samtidig har en kapitalindsprøjtning på 30 millioner kroner betydet, at en markant negativ egenkapital i det seneste årsregnskab er forvandlet fra et minus på 13,5 millioner kroner - til en nu positiv egenkapital på 26,6 millioner kroner.

I det seneste årsregnskab skrev virksomheden, at man havde 75 ansatte.

Samtidig blev det oplyst, at man i 2023 satte omsætningsrekord - og selv om 2024 forventes at blive "et mellem-år", så er håbet hos direktør Peter Normann Nielsen, at omsætningen kan fordobles i løbet af de kommende år.

Fart på klassens nye dreng

Le Feu - med det officielle firmanavn Le Feu By Lauritsen A/S - er det nyeste nordjyske skud på stammen indenfor branchen. Virksomheden hører hjemme i Algade i Aalborg.

Idéen til virksomheden blev fostret i 2017 af Søren Lauritsen - og firmaets økonomiske grundlag er skabt ved at sælge biopejse i luksusklassen.

Senest har Le Feu dog også kastet sig ind på markedet for udendørs tilberedning af mad. Le Feu har lanceret en række nydesignede pizzaovne, der udbydes til ret skarpe priser.

Virksomhedens overskud er steget år efter år - senest med et plus på 4,7 millioner kroner efter skat. Egenkapitalen er også vokset - nu til 14 millioner kroner.

Ser man ind i fremtiden, så er det også ganske positivt. Virksomheden forventer således "en betragtelig stigning i omsætningen i 2024 og fremadrettet".

I seneste årsregnskab blevet det oplyst, at virksomheden har otte medarbejdere.

Det har trods gentagne henvendelser ikke været muligt at træffe direktør Søren Lauritsen til et interview.

Se nøgletal for:
Læs mere om: detailhandel
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.737