Rokade i Føtex: Tre nye varehuschefer på plads
Traditionen tro flytter lederne i Salling Group rundt mellem butikker og kæder på deres vej opad i hierarkierne.
Her fra årsskiftet kommer der nye varehuschefer i hele tre Føtex'er i omegnskommunerne omkring København.
2. januar begynder 37-årige Michael Zehle som den nye mand i spidsen for Føtex Food i Virum. Han kommer fra en stilling som varehuschef i Føtex Food Snekkersten, og han har tilbragt hele sit arbejdsliv, 21 år, i Salling Group.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Salling Group.
Michael Zehle har allerede arbejdet i Virum nogle måneder, men fra årsskiftet er han altså på fuld tid som varehuschef.
Ikke så langt fra Virum, på Lyngby Hovedgade, får Føtex også en ny varehuschef, når Anja Ovesen begynder i sit nye job 6. januar. Hun kommer fra en tilsvarende position i Føtex i Vallensbæk.
Hendes afløser i Vallensbæk bliver 32-årige Stephanie Byager Emborg, som også begynder 6. januar. Hun kommer fra en lignende stilling i Føtex, St. Kongensgade i København.
Artiklen er en del af temaet Dagligvarer.