Intet pres bag topdirektørs exit: - Vi har truffet nogle brutale beslutninger
61-årige Jais Valeur stopper som tochef hos Danish Crown.
Sådan lød meldingen tidligere mandag fra den plagede slagterikoncern, hvor Jais Valeur fortsætter som topchef til en afløser er fundet.
Ifølge en pressemeddelelse fra Danish Crown, er det blandt andet også efter ønske fra Jais Valeur selv.
- Jeg har tidligere på året meddelt Danish Crown, at jeg ikke ser mig selv som langsigtet CEO for selskabet, udtaler han.
I et interview med Agriwatch uddyber Jais Valeur sin beslutning, og slår fast, at det i sidste ende er alderen, der er udslagsgivende for, at han ikke ser sig selv som "langsigtet CEO".
Tilbage i april meddelte Danish Crown, at selskabets slagteri i Ringsted ville blive lukket i midten af september. Samtidig ville 1200 stillinger blive nedlagt.
Nedlukningen af slagteriet i Ringsted sker ifølge Danish Crown som en konsekvens af, at der er blevet slagtet færre grise i Danmark i løbet af de seneste to år.
Det har sat Danish Crown, der driver slagterier og producerer blandt andet pølser, pålæg og færdigretter, under pres.
Til spørgsmålet om, hvorvidt det er presset, der har medvirket til beslutningen om at stoppe, afviser Valeur over for Agriwatch.
- Nej, det har det sådan set ikke. Jeg synes, at vi har truffet nogle brutale og store beslutninger, som nok skal bringe selskabet et bedre sted hen på vej ind i 2025. Det er jeg slet ikke i tvivl om, men det er jo klart, at man selv reflekterer over, om man vil og kan holde til det i længden, svarer Jais Valeur.
I maj viste selskabets halvårsregnskab en lille tilbagegang i resultatet efter skat fra 902 millioner kroner til 764 millioner kroner.
Ifølge Danish Crown påbegyndte bestyrelsen og ledelsen arbejdet på en ny strategi for koncernen i maj.
Strategien skal efter planen ligge klar til efteråret, lyder det.