23948sdkhjf

25 år med forskellige Irma-direktører: Her er de i dag

Hen over de seneste 25 år har seks forskellige personer stået i spidsen for Irma

Det startede med Karen Marie Schepler på Ravnsborgsgade på Nørrebro i København. 

Og det slutter med Martin Brinch Jöhncke ved Irma Svanemøllen i det østlige København.  

Mange personer har igennem 138 år stået i spidsen for Irma-kæden - og på kædens sidste dag nogensinde tager RetailNews et tilbageblik på de seneste 25 års direktører i den nu hedengangne dagligvarekæde. 


1996 - 2012 | Alfred Josefsen

Alfred Josefsen var Irma-direktør, da Coop i 2012 besluttede at rykke Irma-hovedkontoret ind i Coops bygninger i Albertslund - og det fik førstemanden til at forlade posten i vrede. 

Siden har han ad flere omgange - og særligt efter annonceringen af Irmas lukning - luftet sin vrede og frustration over Coops ledelse. 

Det er både sket i indlæg på sociale medier og i interviews - også her på RetailNews

Her talte vi med den tidligere Irma-direktør omtrent en måned efter, at Coop havde annonceret Irma-kædens lukning - i øvrigt i forbindelse med lanceringen af den milliardyre strategi, Fremtidens Coop, der skulle forenkle hele dagligvarekoncernen. 

- Selvfølgelig er jeg kommet mig over chokket, men jeg er stadig trist over, at noget, som der stadig havde god bæreevne og som stadig havde sin berettigelse på det danske marked, går bort, sagde Alfred Josefsen dengang. 

I dag beskæftiger Alfred Josefsen sig primært med diverse bestyrelsesposter. 


2012 - 2016 | Jesper Uggerhøj

Alfred Josefsens efterfølger blev Jesper Uggerhøj, som kom fra en direktørstilling i Mejerigaarden A/S, der står bag isbrandet Premier Is. Før det var Jesper Uggerhøj også en del af Toms Gruppen og Arla Foods. 

Han nåede fire år i spidsen for Irma-kæden, inden minkbranchen og Kopenhagen Fur kaldte på ham med en stilling som adm. direktør. 

Her var han i tre år, inden han kom til Løgismose som adm. direktør - et sted hvor han i øvrigt netop er blevet forfremmet til koncernchef for Halberg A/S, som i 2023 købte Løgismose. 

Sideløbende med det arbejde skal han stadig være Løgismose-direktør. 


2016 - 2021 | Søren Steffensen

Næste mand i rækken af Irma-direktører blev Søren Steffensen. 

Han kom i 2016 fra en stilling som adm. direktør for Kvickly-kæden - og har også en fortid hos blandt andre Ecco, fitnesskæden Sats og Triumph. 

Han er den længest siddende af de fire seneste Irma-direktører - og tog også beslutningen om at rulle Irma-kæden endnu længere tilbage end blot Sjælland.

Således lukkede man i 2018 en række butikker uden for hovedstadsområdet - og koncentrerede derfra kræfterne om Storkøbenhavn og Indre By i hovedstaden. 

Søren Steffensen er i dag vicedirektør i selskabet Greenmind, der sælger genbrugselektronik. 


2021 - 2022 | Charlotte Nilsson Norby

Mens  Søren Steffensen er den længest siddende Irma-direktør i denne række, som RetailNews har gennemgået, indtager Charlotte Nilsson Norby rollen som den kortest siddende i stolen. 

Hun tiltrådte i april 2021 - og fratrådte igen allerede i januar 2022

Hun kom med mange års erfaring fra fødevarevirksomhederne Mars og Løgismose - men nåede altså ikke mange måneder i front for Irma - og hun blev senere kategoridirektør i Food Coop. 


2022 - 2023 | Jan Larsen

Jan Larsen smækkede med døren som Irma-direktør, da strategien "Fremtidens Coop" blev meldt ud - og Irmas lukning blev offentligheden bekendt. 

- Det er jeg selvfølgelig uenig i. Jeg synes, det er rigtig ærgerligt for Irmas medarbejdere og kunder – og i øvrigt også for Danmark, der bliver lidt fattigere på fødevareområdet, sagde han i den forbindelse. 

Han blev siden tilbudt et andet job i Coop-koncernen, men takkede nej til det - og koncentrerede herefter kræfterne om et par formandsposter i bestyrelserne hos Aktiv Fritid og Computersalg.dk. 

Sidstnævnte blev han desuden udnævnt som direktør for i sidste måned - og i stedet for fysisk dagligvarehandel beskæftiger han sig nu med online detailhandel, som han selv formulerede det på LinkedIn i forbindelse med sit jobskifte. 


2023 - 2024 | Martin Brinch Jöhncke

Rosinen i pølseenden bliver Martin Brinch Jöhncke, der - som tidligere driftsdirektør - har fået æren af at parkere Irma-bussen i garagen som den definitivt sidste Irma-direktør nogensinde. 

Han overtog tøjlerne fra Jan Larsen i vinteren sidste år - og har derfor udelukkende fokuseret på at lukke Irma-kæden nu på bedst mulig vis. 

Beslutningen blev truffet for snart halvandet år siden, og det har ad flere omgange trukket ud med at sætte en endelig bagkant på Irmas eksistens som dagligvarekæde. 

Den streg i sandet blev trukket torsdag 2. maj - og fra da af vil Irma i stedet kun bestå som dagligvarebrand i andre af Coops butikker. 

Martin Brinch Jöhnckes egen fremtid er endnu uvis, fortæller han til RetailNews - primært foranlediget af de "mange bolde i luften i Coop-regi i øjeblikket", forstået som OK's indtog i Coop-koncernen og deraf uvisheden om Coop-ledelsesstrukturen fremadrettet. 

RetailNews har samlet alle artikler fra de seneste dages dækning af Irma-kædens lukning i Danmark i temaet "Farvel til Irma-kæden". Det tema kan du som læser tilgå via linket nedenfor.

Artiklen er en del af temaet Farvel til Irma-kæden.

Se nøgletal for:
Læs mere om: Direktør dagligvarehandel
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.758