23948sdkhjf

Kinesisk webshop indtager tredjeplads hos danske forbrugere

Temu er på under et år blevet en af danskernes mest brugte nethandler. Kun Matas og Zalando var mere populære

Den kinesiske handelsplatform Temu var den tredjemest populære blandt danske forbrugere i årets første kvartal.

Det skriver Børsen på baggrund af tal fra Dansk Industri.

Dansk Industri følger området med hjælp fra Epinion. I undersøgelsen er 3151 personer blevet spurgt om, hvilken webshop de foretog deres seneste onlinekøb hos.

Zalando var den klart mest populære med 5,5 procent. På andenpladsen ligger Matas, hvor 2,6 procent senest havde handlet, mens Temu følger lige efter med 2,4 procent.

Den kinesiske platform var dermed mere populær end både Boozt, Wolt og H&M.

- Det her er et wake up call af de helt store. Det understreger, at danske virksomheder får kamp til stregen og taber terræn på den digitale handelsplads, siger Mie Bilberg, chefkonsulent i Dansk Industri, til Børsen.

Farlige for børn

Ifølge Børsen blev Temu stiftet i 2022 af den kinesiske milliardær Colin Huang. For syv måneder siden blev platformen tilgængelig i Danmark.

Gennem Temu sælges der produkter direkte fra producenter til forbrugere.

Tidligere har Forbrugerrådet Tænk frarådet danskere at købe produkter til børn på platformen.

Det skyldes, at paraplyorganisationen Toy Industries of Europe (TIE), i en test vurderede, at 18 ud af 19 stykker legetøj fra Temu var farlige for børn.

Der var ifølge organisationen mulighed for, at børn kunne skære sig, blive kvalt eller blive udsat for farlig kemi.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157