Webshop køber 30 robotter til lageret og vil "vækste endnu mere"
Der er en stor omvæltning på vej hos onlineapoteket Med24.dk.
Om få måneder flytter der nemlig 30 nye gulvrobotter ind på virksomhedens lager i Løkken.
Indtil nu har webshoppen haft et af de såkaldt “paternoster-systemer”, der fungerer som en form for elevator-reol. Og selvom systemet har fungeret fint, er det ikke længere tilstrækkeligt til at efterleve efterspørgslen hos kunderne.
- Sidste år sendte vi cirka 1,5 mio. ordre afsted. Det er rigtig mange pluk. Vi vækster og vi vil gerne vækste endnu mere, så den teknologi vi har haft indtil videre er ved at have nået sin begrænsning, fortæller webshoppens direktør, Nils Træholt, til SCMNews.
De 30 gulvrobotter kan fragte reoler rundt inden i et indhegnet område på lageret og bliver kombineret med 3 nye plukkestationer. Og hos Med24.dk forventer de, at det vil øge både kapacitet og plukkehastighed betydeligt.
- Vi får en fordobling af vores kapacitet, og en virkelig høj hastighed på vores pluk. Med andre teknologier skal du lave en ret stor investering for at opnå den samme plukhastighed, siger Nils Træholt.
Vi får en fordobling af vores kapacitet, og en virkelig høj hastighed på vores pluk. Nils Træholt, direktør for Med24.dk.
“Det kan vi godt lide”
Forbedret effektivitet er imidlertid ikke den eneste årsag til, at valget faldt på netop gulvrobotterne. For Nils Træholt er det nemlig næsten lige så vigtigt, at systemet er fleksibelt og let at skalere.
Det er nemlig muligt at købe nye robotter og reoler og indsætte dem i systemet, og det betyder at man kan udvide stille og roligt i takt med at behovet for mere kapacitet stiger.
- Det kan vi selvfølgelig godt lide, for så behøver vi ikke at lave investeringerne, før vi har brug for det. Samtidig er det en fleksibel løsning fordi vi ikke bliver låst fast på samme måde, som hvis vi havde investeret i en anden logistikløsning. Hvis vi får et nyt lager i Aalborg, kan vi putte robotterne på en lastbil og flytte dem, siger direktøren.
Hvis vi får et nyt lager i Aalborg, kan vi putte robotterne på en lastbil og flytte dem Nils Træholt, direktør for Med24.dk.
Ingen fyringsrunde
Den nye løsning er forholdsvis let at implementere, og hos Nils Træholt forventer ikke at det vil tage særlig lang tid.
På nuværende tidspunkt er robotterne ved at blive produceret, men allerede inden oktober burde teknologien være funktionel. På den måde vil altså være klar inden Black Friday, der for mange webshops er den vigtigste dag på året.
- Den største opgave er sådan set er ikke at implementere selve teknologien, men at vi skal omstille virksomheden til et nyt system samtidig med vi har en drift. Men vi er ikke bange for f.eks. at arbejde om natten, så det skal vi nok klare, siger Nils Træholt.
Den øgede effektivitet betyder blandt andet at webshoppen vil kunne reducere antallet af medarbejdere. Der bliver imidlertid ingen fyringsrunde. Mange af de ansatte er nemlig unge, der arbejder på lageret i deres sabbatår og derfor stopper til sommer for at starte på uddannelse. Dermed kan antallet af medarbejdere reduceres ved blot at holde lidt igen ved ansættelserne efter sommerferien.
Robotterne er udviklet af virksomheden Geek+ og systemet bliver implementeret af virksomheden System Teknik Logistics.