23948sdkhjf

Brian Mikkelsen glad igen oven på "den værste dag": Får overrakt ikonisk spir

Toppen af det ikoniske dragespir er igen hos Dansk Erhverv, efter at direktør onsdag morgen fik det overrakt

Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv, der ejer Børsen-bygningen, har onsdag morgen fået overrakt toppen af dragespiret.

Han har delt et billede af det på det sociale medie X, hvor han trykker hånd med en medarbejder fra et beredskab.

- Et lille lys i mørket. Her til morgen overrakte en af de fantastiske gutter fra beredskabet mig toppen af det ikoniske dragespir, som havde overlevet flammerne og det lange fald. Det gav en snært af håb. For det skal igen komme til at pryde vores smukke arbejdsplads og København, skriver Brian Mikkelsen, der på X-mediet tirsdag kaldte det "den værste dag, jeg kan forestille mig"

Dragespiret, der prydede toppen af den over 400 år gamle Børsen i det indre København, blev mandag offer i den voldsomme brand i bygningen.

Bygningen Børsen

  • Børsen er en af Københavns ældste bygninger.
  • Byggeriet begyndte i 1619 og blev færdiggjort i 1623. Det var kong Christian IV (1577-1648), der tog initiativ til at opføre bygningen.
  • Oprindeligt var Børsen en slags markedsplads med varer fra fjerne lande såsom krydderier og tekstiler. De første butikker i bygningen åbnede for 400 år siden i 1624.
  • Senere blev Børsen omdannet til en egentlig fondsbørs, og i 1857 blev den købt af det daværende Grosserer-Societet, der i dag hedder Dansk Erhverv.
  • Børsen er pakket ind i stillads, fordi bygningens udvendige del er under restaurering. Blandt andet skulle bygningen have et nyt kobbertag.
  • Restaureringen begyndte i 2022 og var ventet afsluttet senest i 2029.

Kilder: Dansk Erhverv, Realdania og Den Store Danske.

Omkring klokken 8.30 styrtede spiret til jorden, men toppen af det har altså overlevet faldet.

Det kan nu blive en del af den genopbygning af Børsen, som Dansk Erhverv allerede tirsdag annoncerede.

På Københavns Rådhus tilkendegav samtlige borgmestre også, at kommunen er klar med støtte til projektet.

Genopbygning

Men trods de gode viljer vil det formentligt tage fem til ti år, før der igen kan ses et tårn med snoede dragehaler over København.

Det vurderer restaureringsarkitekt og næstformand i Bygnings Frednings Foreningen Jørgen Overby.

Alene planlægningen af genopbygningen kan tage et par år. Prisen for projektet kan løbe op i en halv til en hel milliard kroner, anslår han.

Hvordan regningen for genopbygningen af Børsen skal fordeles, er endnu et ubesvaret spørgsmål.

Den gode nyhed er til gengæld ifølge restaureringsarkitekt Jørgen Overby, at det sagtens kan lade sig gøre at genopføre bygningen, blandt andet fordi der er et omfattende materiale, som man kan læne sig op ad.

- Det er jo så heldigt, at bygningen er så gennemregistreret og dokumenteret på grund af restaureringsarbejde, der er i gang, så det er jo en kæmpe fordel.

- Det helt ikoniske spir, som jo stammede fra 1700-tallet, men var en kopi af det oprindelige fra Christian IV's tid, har man også tegninger på.

- Den arkitekt, der hed Harsdorff, der i sin tid fik det reetableret i 1777, lavede tegningerne, siger Jørgen Overby.

Spiret med dragerne er ifølge Jørgen Overby lavet af træ beklædt med bly.

/ritzau/

Se nøgletal for:
Læs mere om: brand
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.643