23948sdkhjf

Her er de vigtigste pointer, spørgsmål og svar efter fredagens Coop-kæmpenyhed

Fredag formiddag udgav Coop 'en historisk nyhed', der sendte ejerskabet af Coop på andre hænder, mens direktøren sagde op og kæmpeprojekt blev lukket. RetailNews giver det helt store overblik her

Det blev en hæsblæsende fredag i dansk dagligvarehandel i sidste uge. 

En milliardoverførsel til Coop, en topdirektør der stopper - og tilbagerulningen af ét af de ellers bærende ben i milliardstrategien "Fremtidens Coop". 

Kommende formand for Coop Amba, Pernille Skipper, kaldte Coops situation for "økonomisk uholdbar", og meldingerne fra koncernen selv lyder da også på et lignende 2023-underskud, som det var i 2022.

Den nye aftale

  • OK og Coop Amba tilfører Coop Danmark ca. 2 mia. kr. - aftalen ventes endeligt vedtaget på et landsrådsmøde 19.-20. april.
  • Aftalen betyder, at Coop Amba og OK deler ejerskabet af Coop 50/50, men OK har den bestemmende ejerandel (2/3 af stemmerne). 
  • Coop lukker Coop-kæden igen, som hidtil har bestået af to testbutikker.
  • I stedet skal der i fremtiden kun satses på SuperBrugsen, Kvickly, Brugsen og 365discount. 
  • Kræn Østergaard Nielsen fratræder som adm. direktør i Coop, når aftalen er vedtaget.
  • Konstitueret direktør bliver Jeff Gravenhorst, der er formand i Coop Danmark. 
  • Ny næstformand i Coop Danmark (afløser Lasse Bolander) bliver Michael Løve, der er adm. direktør i OK. 

Kilde: Coop Danmark

Blodrøde 628 mio. kr. 

Den nye vej for Coop går gennem OK Amba, som altså har købt halvdelen af Coop - og får de bestemmende ejerandele af dagligvaregiganten. 

Den vej ville adm. direktør i Coop, Kræn Østergaard Nielsen, ikke med ned ad - og han meddelte i samme ombæring, som milliardaftalen blev præsenteret, sin afgang, når aftalen forventeligt stemmes igennem i den kommende weekend til landsrådsmøde i Coop Amba. 

- Det er en ny fase, Coop går ind - et nyt, sejt og langt træk. Der skal en ny person ind med energi til for at føre det projekt til ende. Det er et naturligt og godt tidspunkt for Coop at få ny direktør - både for koncernen og for mig personligt, sagde han til RetailNews fredag. 

Sådan fordeles de 2 mia. kr. til Coop Danmark

  • Coop Amba indskyder op mod 500 mio. kr. kontant i Coop Danmark - pengene kommer blandt andet fra salg af Coop Bank.
  • Coop Ambas kursuscenter Severin i Middelfart overgår til Coop Danmark.
  • Coop Amba eftergiver gæld på 350 mio. kr. til Coop Danmark. 
  • OK indskyder omkring 700 mio. kr. kontant i Coop Danmark. 
  • OK køber Coop-byen til en samlet værdi på 565 mio. kr. 
  • I alt: 2115 mio. kr. 

Kilde: OK og Coop Danmark

Coops fremtid

Irma er slut et afsluttet kapital - det forventes det at blive i løbet af maj - men hvad der skulle have været en stor og tung afløser, Coop-kæden, bliver nu ikke til noget alligevel. 

- Der har været for mange koncepter, for mange kæder og for mange nye idéer, sagde Coop Danmark-bestyrelsesformand, Jeff Gravenhorst, fredag. 

Og her hentydede han blandt andet til den nye Coop-kæde, der kun nåede at blive to butikker stor - en testbutik hver i henholdsvis Hinnerup og Codanhus. 

- Ambitionen om at skabe en revolution på dagligvaremarkedet kom med en forkert timing. Jeg er glad for, at vi lavede Coop-testbutikker, så vi kunne teste, men det har også den klare konklusion for mig, at med den situation, Coop står i, er det langt bedre at satse på etablerede brands, sagde Kræn Østergaard Nielsen. 

Og sådan bliver det altså.

Det nye Coop bliver uden Coop-kæden - og Kvickly og SuperBrugsen består. 

Dermed er "Fremtidens Coop"-strategien - til 4 mia. kr. - allerede revideret efter blot lidt over et år af den fire år lange strategiperiode. 

365discount fortsætter samtidig ufortrødent kampen mod konkurrenterne fra Netto, Rema 1000 og Lidl - en kamp som Netto og Rema 1000 har sat sig i spidsen for og pt. udkæmper som en direkte duel

Fremtidens Coop v. 2.0

  • Coop præsenterede i slutningen af januar 2023 strategien "Fremtidens Coop", der involverer følgende:
  • Man vil samle de største butikker fra kæderne Kvickly, SuperBrugsen og Irma i én kæde, som skal hedde Coop.
  • Den plan er efterfølgende - med den nye aftale - blevet justeret igen. 
  • Coop-kæden droppes igen - og i fremtiden skal Coop stå på fire forretningsben: 
  • SuperBrugsen, Kvickly, 365discount og Brugsen. 
  • Indtil januar 2023 havde man Kvickly, SuperBrugsen, Dagli´Brugsen, Fakta, 365discount, Irma, Coop.dk Shopping ogCoop.dk MAD.

Kilde: Coop

Hvem skal være ny direktør? 

Ét eller af de allerstørste spørgsmål, der også rejste sig fredag, var naturligt Kræn Østergaard Nielsens efterfølger på direktørposten.

I første omgang hedder han Jeff Gravenhorst, der indtager en rolle som arbejdende bestyrelsesformand, men som han erklærede over for RetailNews fredag, skal hans afløser findes "hurtigst muligt".

- Jeg skal ud af det her. Det er ikke good governance at have én og samme person som både direktør og bestyrelsesformand, men det er en udmærket mellemløsning, sagde han i den sammenhæng. 

Nogle steder er spekulationerne om den kommende Coop-direktør allerede begyndt. Jeff Gravenhorst fortæller imidlertid, at der med Kræn Østergaard Nielsens afsked automatisk blev sat en proces i gang med at indsnævre et kandidatfelt.

Han ved endnu ikke, hvornår den proces munder i en offentliggørelse af arvtageren. Finans har allerede nævnt den nytilkomne Thor Skov Jørgensen, der - sammen med OK Amba-direktør, Michael Løve - bliver en del af den kommende Coop Danmark-bestyrelse. 

Han har en længere fortid i Salling Group - blandt andet som direktør for koncernens digitale forretning og e-commerce. 

Topposter i Coop-bestyrelser 

  • Coop Amba
  • Formand: Pernille Skipper (vælges officielt 19.-20. april)
  • Næstformand: Christian Busch
  • Coop Danmark
  • Formand: Jeff Gravenhorst
  • Næstformand: Michael Løve
  • (Thor Skov Jørgensen vælges ind som menigt medlem)

Kilde: Coop

Forfejlet strategi

Ingen af Coop-topfolkene ville sige det fredag, omend bestyrelsesformand Jeff Gravenhorst kom tæt på. 

"Fremtidens Coop"-strategien er ikke gået hurtigt nok - og har delvist fejlet. 

- Vi lærer af de ting, vi prøver, men det siger også noget om, at vi måske ikke er hurtige og resolutte nok. Og det er måske en af årsagerne til, at vi er, hvor vi er. Og det skal der laves om på, sagde bestyrelsesformanden. 

Detaileksperterne Per Østergaard Jacobsen og John Schønberg var dog ikke i tvivl

- Det er svært at se de gode nyheder i udmeldingen. Tværtimod. Jeg har svært ved at se, Coops mission skal lykkes. Eksempelvis at 365discount skal fordoble sin omsætning inden 2030. Det virker urealistisk, at de skal erobre så mange markedsandele, når konkurrenterne er så dygtige, sagde John Schønberg og blev suppleret af Per Østergaard Jacobsen: 

- Kommunikationen omkring den nye strategi og de nye koncepter har været pivringe. Det har jeg ikke forstået, at man ikke har gjort bedre. Det har også efterladt kunderne i usikkerhed.

De pegede begge på, at Kræn Østergaard Nielsens direktørstop var en naturlig konsekvens af en strategi, der nu blev delvist rullet tilbage. 

- De kommer ud med gigantunderskud for andet år, og så plejer det som regel at være direktøren, der står for skud. Han har selvfølgelig ikke været alene om beslutningerne bag Coops strategier, men det er formentlig eksekveringen, han er fejlet på, sagde John Schønberg. 

Og hvad så med alle medarbejderne - 9000 Coop-ansatte er organiseret ved HK Handel - Coop Amba-formand Pernille Skipper og hendes holdning til fredagens begivenheder eller den nye Coop Danmark-næstformand og OK Amba-direktør Michael Løves ditto? 

Bliv klogere på alt det i de konkrete artikler herunder: 

Læs også: Efter Coop-aftale: Nu reagerer de ansattes fagforening

Læs også: OK havde ét bestemt krav til Coop inden milliardindsprøjtning

Læs også: Kæmpeaftale landet: Nu reagerer Pernille Skipper

RetailNews har samlet alle artikler om de seneste dages Coop-nyheder i temaet "Coop på nye hænder". Det tema kan du som læser tilgå via linket nedenfor.

Artiklen er en del af temaet Coop på nye hænder.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.787