Luksusbaby-direktør stopper
Der skal ske noget nyt på ledelsesgangen i den hastigt vækstende Luksusbaby-virksomhed.
Den nuværende direktør - og én af de to stiftere af millionsucces'en - Morten Grabowski Kjær fratræder som direktør.
Men ikke med det samme.
Det skriver han på LinkedIn.
- Jeg har behov for at være en del af øverste ledelse, men jeg har også behov for at være helt tæt på alle jer, som hver dag gør så meget godt for forretningen, og ikke mindst forbedre hverdagen, arbejdsprocesser, lytte mere og sørge for vi har en fest hver dag, vi er på job. Jeg vil forsøge at finde en CEO, og jeg forventer ikke det bliver nemt, lyder det i Luksusbaby-direktørens opslag.
Sådan blev Luksusbaby skabt - og solgt
- Luksusbaby begyndte som et barselsprojekt i 2014, da Ann-Louise Christine Aasted gik hjemme med sine tvillinger.
- Hun syntes, at udvalget af kvalitetsbørnetøj i danske webshops var småt.
- Derfor grundlagde hun Luksusbaby sammen med Morten Grabowski Kjær i ejerparrets privatbolig på Hobrovej i Aalborg.
- I dag har Luksusbaby over 160 ansatte og havde i 2021 et overskud efter skat på lidt over 9 mio. kr.
- Stifterne solgte i 2022 45 % af virksomheden til ejerne af Coolshop-koncernen, Jacob Risgaard, Mark Nielsen og Anders Holch Povlsen, samt serieinvestor Jan Dal Lehrmann, der er bedst kendt fra tv-programmet Løvens Hule.
- Hvor meget de har betalt er hemmeligt, men handlen værdisætter virksomheden til et trecifret millionbeløb.
- Jan Dal Lehrmann overtog 20 % af Luksusbaby og ejerne bag Coolshop-koncernen 25 %.
- Investeringen er med længder den største, de tre investorer har foretaget i fællesskab.
Den afgående direktør peger på, at de seneste ti år i virksomheden har været "en mundfuld".
- I mit forsøg på at være tæt på kerneforretningen har til tider givet mig udfordringer i forhold til CEO-rollen, som til tider kræver en del mødeaktivitet, hvilke jeg ikke mener altid er værdiskabende for Luksusbaby og mig, da jeg kommer for langt væk fra kerneforretningen og dagligdagen, skriver Morten Grabowski Kjær.
Udnytte sit potentiale
Luksusbaby skal fremadrettet være "lidt mere, som det var engang", men samtidig håber direktøren også, at virksomheden "bliver større og udnytter sit potentiale, uden at det bliver en rodebutik uden struktur".
- Der er til meget mere, og det kan en knaldhamrende dygtig og meget erfaren CEO helt sikkert hjælpe med. Han/hun er helt sikkert ansat et mega sejt sted, og har allerede stor succes, så vi skal helt sikkert ud og charme os lidt, da han/hun lige skal lokkes lidt, fortæller Morten Grabowski Kjær.
Han tilføjer, at han bliver siddende i direktørstolen under hele processen med at finde sin kommende efterfølger - som han vil pege på i selskab med sin livs- og forretningspartner Ann-Louise Aasted.
Der er derfor heller ikke sat en endelig dato på, hvornår Morten Grabowski Kjær har sidste arbejdsdag som Luksusbaby-direktør.
RetailNews forsøger at få en kommentar fra den afgående direktør.
Raketvækst
Siden stiftelsen i 2014 har brandet og selskabet lagt lag på lag hvert eneste år.
Det kulminerede med et frasalg af næsten halvdelen af virksomheden til Coolshop - ejet af blandt andre Jacob Risgaard og Anders Holch Povlsen - samt storinvestor Jan Lehrmann, også kendt fra Løvens Hule.
- Luksusbaby er en ægte nordjysk succeshistorie, og de har formået at knække koden til den svære disciplin, det er at sælge børne- og ungdomstøj på nettet. Derfor ser vi selvfølgelig frem til at blive en del af virksomheden og forhåbentlig løfte den til næste niveau, sagde Jacob Risgaard i forbindelse med opkøbet.
Og selvom seneste regnskabsår bød på tilbagegang på bundlinjen, vækstede virksomheden alligevel med ti procent på toplinjen, røbede Morten Grabowski Kjær ved seneste regnskabsfremlæggelse - Luksusbaby A/S offentliggør ikke omsætning.
- Men oprydning på lageret med gamle varer og et klemt og usikkert marked er forklaringen på den faldende bruttofortjeneste, forklarede han dengang.
Det blev anslået ved handlen med de to serieinvestorer og deres slæng, at Luksusbaby A/S kunne værdisættes til et trecifret millionbeløb.
I dag ejer Ann-Louise Aasted og Morten Grabowski Kjær i fællesskab 55 procent af Luksusbaby. Coolgroup, med Jacob Risgaard ombord, sidder på 25 procent, mens Jan Lehrmann og Lehrmann Family ApS ejer 20 procent.
Regnskabsår | 2022 | 2021 | 2020 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | - | - | - |
Bruttofortjeneste | 29,1 | 40,6 | 30,2 |
Resultat af primær drift | -2,3 | 11,8 | - |
Resultat før skat | -3,5 | 12,1 | 12,9 |
Årets resultat | -2,8 | 9,4 | 10,1 |
Balancestatus | 97,3 | 74,2 | 52,9 |
Egenkapital | 27,0 | 29,9 | 25,4 |
Antal ansatte | 83 | 85 | 49 |
Kilde: CVR |