23948sdkhjf

Måltidskasse-pioner skærer hårdt: Det sætter spor i nyt regnskab

Den meget brugte business-term 'turnaround' kommer så sandelig til sin ret, når man ser på et spritnyt regnskab for 2023 for den økologiske måltidskasse-pioner Aarstiderne. 

Hvor der i virksomhedens rædselsår 2022 var et minus på bundlinjen på næsten 35 millioner kr., blev det sidste år til et overskud på 9,3 millioner kr.

Også selve driften er blevet positiv igen med et driftsoverskud på næsten 10 millioner kr. - mod et minus på hele 45 millioner kr. året før.

Dermed har Aarstiderne været i stand til at begynde en genopbygning af en egenkapital, der var blevet kraftigt udhulet i 2022.

AARSTIDERNE A/S
Regnskabsår 2023 2022 2021
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning 574,1 661,0 765,2
Bruttofortjeneste 173,5 150,3 195,7
Resultat af primær drift 9,9 -45,4 -5,3
Resultat før skat 12,1 -44,2 -5,4
Årets resultat 9,4 -35,4 -3,0
Balancestatus 147,8 167,0 162,6
Egenkapital 27,8 16,4 51,8
Antal ansatte 263 338 363
Kilde: CVR

Kraftigt beskåret omsætning

Prisen for at få resultatet over på den rigtige side af nul er en kraftigt beskåret omsætning og bemanding. Der var sidste år 263 ansatte - 100 færre end for to år siden.

2023-omsætningen faldt med 13 procent i forhold til 2022 til 574 millioner kr. - og det er meget langt fra toppen i coronaåret 2021, hvor Aarstiderne omsatte for 765 millioner kr.

Ifølge årsrapportens ledelsesberetning er man i Aarstidernes ledelse og bestyrelse ret tilfredse med 2023-resultatet.

- Gennem streng omkostningsstyring, driftsmæssig effektivisering og fokus på kernekompetencer er forretningen nu tilbage i sort. Rejsen mod bedring har fundet sted på et stærkt konkurrencepræget marked,  og den har været af en række eksterne faktorer, såsom høj inflation og renter. I kombination med de nedskæringer og tilpasninger, der er foretaget i virksomheden, er omsætningen faldet. Tilpasningerne har dog været medvirkende til at forbedre vores økonomiske sundhed og positionere os for bæredygtig vækst, står der.

2024: Et konsolideringsår

Efter turnaround'en er Aarstiderne nu igen ved at skifte gear til næste fase, og et strategiarbejde for de kommende års kurs er sat i værk. Men foreløbig er forventningerne til den nærmeste fremtid moderate:

- 2024 bliver et konsolideringsår. Forretningen forventes ikke at vokse meget, men at blive yderligere konsolideret. Som konsekvens heraf forventes helårsomsætningen for 2024 at ligge i intervallet 550 - 600 millioner kr. og resultatet i intervallet 5 - 15 millioner kr. før skat.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.692