23948sdkhjf

Klumme: Uden købmandskab går det slet ikke

Der er hos mange en ide om, at hvis man blot er stor nok kan man gøre som man vil, men det holder heldigvis ikke stik. 

Verdens største detailhandelsvirksomhed - Walmart - havde en ledelse, der troede, at de bare kunne løbe Tyskland over ende fordi de var de største i USA. 

De tog katastrofalt fejl.

XXL Sport fra Norge troede, de kunne løbe Danmark over ende, fordi de havde mange butikker i Norge og Sverige. 

De tog katastrofalt fejl. 

Den norske herretøjskæde Dresman troede de kunne løbe Danmark over ende med smarte slogans. 

De tog katastrofalt fejl. 

De var store og havde succes - hvad gik galt? 

Bruno Christensen

  • Bruno Christensen har over 60 års erfaring fra detail- og dagligvarebranchen. 
  • Han har en konsulentuddannelse gennem Danmarks Erhvervsfond og har igennem flere år været ansat i De Samvirkende Købmandsforeninger.
  • Han har i løbet af 1990'erne og 2000'erne stiftet både Detailhandels Promotion, det internationale netværk The Ebeltoft Group samt analyseinstituttet Retail Institute Scandinavia.

Kilde: www.brunochristensen.com

Uovervindelighed

Min analyse er, at de - og med dem mange andre kæder - tror på egen uovervindelighed, og ser bort fra kultur og ydmyghed. 

Købmandskabets grundpiller hviler netop på en forståelse for den kultur, der er på markedet, samt en ydmyghed overfor forbrugerne og de konkurrenter, som man møder. 

Sam Walton havde været død i seks år, da den nye ledelse i Walmart troede, de kunne vælte det tyske marked. 

Havde man i ledelsen hos Walmart tænkt nærmere over, hvad det var, Sam Walton altid sagde, så var det aldrig sket: ”Den dag vi begynder at betragte os selv som en stor koncern, så bliver afstanden til vore kunder for stor, og så taber vi. Husk vi er kun en samling butikker”. 

Heldigvis har vi masser af gode danske købmænd, der både udviser ydmyghed, og som evner at holde begge ben på jorden, selvom succesen er åbenlys. 

Urmager M.C. Mortensen på hovedgaden i Herning er blandt Skandinaviens største Rolex forhandlere.

Slagter Jens Munck, Skagen, gjorde sit navn til et nationalt brand. 

Møbelhandler Erling Christensen, Sindal, har skabt én af Danmarks største møbel- og interiørbutikker.

Brian Reenberg har på få år gjort Billigblomst til en gigant på blomstermarkedet. 

Torben Mouritsen åbnede i 2013 den første Normal-discount i Silkeborg, og i dag er kæden Skandinaviens hurtigst voksende

Og så er der naturligvis både Lars Larsen og Holch Povlsen-familien m.fl. 

Alt i alt opmuntrende historier om danske detaillister, der ved hvad det vil sige at være dygtige købmænd. 

Det gode købmandskab sejrer altid uden hensyn til størrelse eller beliggenhed.

Tidligere klummer på RetailNews

Artiklen er en del af temaet Klummehjørnet.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.187