23948sdkhjf

Købmand satte efter knivrøver: Det kostede Coop bøde på 110.000 kroner

Butikschefs forsøg på at hjælpe endte helt anderledes, end han havde regnet med

Butikschefen sad ved kassen, da en ung mand pludselig strøg forbi uden at betale.

Kort efter udviklede situationen sig dramatisk.

Tyveriet blev til et røveri.

Butikschefen fulgte den unge mand. Ude på gaden trak manden pludselig en 30 centimeter lang køkkenkniv for til sidst at stikke af med købmanden i hælene.

Butikschefens forsøg på at pågribe røveren er nu endt med en bøde på 110.000 kroner.

Forfulgte røver

Knivkampen udviklede sig ikke. Den 29-årige fumlede med våbnet og tabte det, hvorefter butikschefen satte foden på det og sagde:

"Stop, du tager ikke den kniv."

Den 29-årige slap afsted med 12 øl til en værdi af 54 kroner, fremgår det af anklageskriftet.

Men butikschefen for Fakta (nu 365Discount) i Vejgaard i Aalborg burde ikke have konfronteret røveren eller have fulgt efter ham.

Det viste sig at være en overtrædelse af arbejdsmiljøloven, som har kostet arbejdsgiveren, Coop, en bøde på 110.000 kroner.

Bøden er givet på baggrund af "ikke tilstrækkelig og hensigtsmæssig instruktion, så arbejdet med at konfrontere butikstyve i Fakta-butikken kunne udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt", står der i anklageskriftet.

Sagen får konsekvenser

Nordjyske har kontaktet butikschefen i 365Discount Vejgaard for en kommentar. Han henviser til Coop.

Episoden skete i september 2021. Først nu er sagen afgjort, fordi Coop ikke ville vedkende sig bøden.

- Vi var meget uenige i bøden. Den er uforholdsmæssig stor. Vi havde instrueret butikschefen mundtligt, men det kunne vi ikke bevise tilstrækkeligt, men nu har vi accepteret og har betalt bøden, siger Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i Coop.

Sagen har fået konsekvenser for kædens 950 butikschefer i brugsen, 365Discount og Kvickly. De har alle netop fået tilsendt en mail.

Heri står der, at de ikke må sætte efter butikstyve, der kan være truende og skal efterkomme vedkommende, så man ikke udsætter sig for fare.

- Nu kan vi bevise, at vi har givet skriftlig instruks, siger Jens Juul Nielsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078