Minus på 900 millioner: Nu laver Too Good To Go stort sats
Efter at have tabt næsten 900 millioner kroner de seneste fem år er madspildsappen Too Good To Go klar til at lave et stort sats, der efter planen skal stoppe stimen af underskud.
Det skriver Børsen.
Too Good To Go samarbejder i forvejen med supermarkeder, som via appen kan sælge fødevarer, der er tæt på udløbsdatoen. Men nu skal et nyt forretningsben tage supermarkedernes muligheder til nye højder.
Ifølge Too Good To Go-direktør Mette Lykke vil virksomheden tilbyde supermarkedskæder en ny platform, som ved hjælp af kunstig intelligens kan hjælpe butikkerne med løbende at prissætte varerne. Platformen kan bruge butikkernes egne data til at finde den optimale pris på et produkt, efterhånden som det nærmer sig udløbsdatoen.
- Vi har endnu ikke konkrete tal for, hvor meget vi kan reducere supermarkeders madspild med løsningen – eller hvor meget det kan øge deres og vores egen omsætning. Vi forventer dog, at det er en døråbner til større kæder, vi ikke arbejder med i dag, siger Mette Lykke til Børsen.
Too Good To Go lancerede også sidste år et nyt forretningsben, da det blev muligt for fødevareproducenter at sælge overskudsvarer direkte til forbrugerne via appen.