Lønstigninger får forbrugerne til at se lysere på økonomien
Forbrugerne er blevet mere optimistiske, og de ser lysere på især familiens og Danmarks nuværende økonomiske situation.
Det fremgår af Danmarks Statistiks indikator for forbrugertillid, der har taget et spring fra december til januar.
I december lå indikatoren på minus 13, mens den i januar er opgjort til minus 8,4. Det er det største spring siden april sidste år.
Samtidig er det også det højeste niveau for forbrugernes tillid siden februar 2022.
Løn overstiger pris
Spørger man Søren Kristensen, som er cheføkonom i Sydbank, er årsagen til den stigende optimisme, blandt andet at lønstigningerne nu overstiger prisstigninger.
- Lønningerne er løbet langt, langt hurtigere end priserne, og samtidig stiger både beskæftigelsen og boligpriserne, skriver han i en kommentar.
- Det er alt sammen med til at gøre det lettere at være dansk forbruger og det kan også aflæses i forbrugertilliden, der nu er tæt på det højeste niveau i to år, lyder det videre.
Forbrugertilliden måles ved at spørge til en vurdering af dansk økonomi og forbrugernes egen økonomi nu sammenlignet med for et år siden samt forventningerne til det næste år.
Her kan forbrugerne svare på en skala fra meget positiv til meget negativ.
Det er særligt forbrugernes syn på familiens og Danmarks økonomiske situation i dag, der har udviklet sig positivt fra december til januar.
/ritzau/