Temashop opkøber endnu en konkurrent
- En naturlig del af virksomhedens ekspansions- og vækststrategi.
Sådan formulerer Temashop sig i en pressemeddelelse, hvori man har annonceret nok et opkøb af en konkurrent på kostume- og festartikelmarkedet.
Temashop
- Temashop er stiftet i 2009.
- Daniel Diness Andersen er både stifter og administrerende direktør i virksomheden.
- Temashop har base i Fredericia og findes på både det danske, svenske, norske og finske marked.
- Virksomheden er markedsførende i Danmark - og er blandt de største i sin branche i Norden.
- Temashop solgte knap 600.000 pakker med festartikler og kostumer sidste år.
- I 2023 forventes det tal at stige til 650.000.
Kilde: Temashop
I oktober sidste år opkøbte man Party In A Box - og nu er turen kommet til Luxit, som stifter Annette Lucca Larsen har solgt efter knap fem års ejerskab.
- Da jeg startede Luxit i 2019, var det for mig et hyggeprojekt med min enormt store passion for festpynt. Jeg havde en helt klar vision om, hvilke produkter jeg ville sælge, og hvordan brandet skulle fremstå. Jeg fik ret hurtigt bekræftet, at jeg havde fat i noget rigtigt, da salget eksploderede.
Vi ønsker hele tiden at styrke vores position i Danmark og Norden Daniel Diness Anderse, adm. direktør, Temashop
- Pludselig havde jeg 30 ansatte, et kæmpestort lager og 500 m2 butik. Luxit er blevet et kendt brand, der fortjener at blive endnu større, og tiden er kommet til, at næste skridt skal tages, udtaler Annette Lucca Larsen.
Luxit
- Virksomheden er stiftet i 2019.
- Luxit sælger festartikler og bordpynt, og virksomheden har i løbet af sine fem år gået fra 60 kvadratmeter loft i privaten til 350 kvadratmeter lager og showroom.
- Virksomheden tæller i dag 30 ansatte.
- Grundlægger og nuværende direktør er Annette Lucca Larsen, mens Morten Larsen også er en del af ejerkredsen.
- Luxit har lokation i både Aarhus og Nørresundby.
Kilde: Luxit
For Temashop-direktør Daniel Diness Andersen bunder opkøbet i en ambition "om at blive Nordens største" på markedet.
- Vi ønsker hele tiden at styrke vores position i Danmark og Norden, og vi ser opkøbet af Luxit som en helt naturlig del af vores strategi om at vækste og ekspandere. Luxit har et mere eksklusivt udtryk og udvalg, og derudover har de været dygtige inden for bryllupper, konfirmationer, barnedåb og eid - og det er områder, hvor vi gerne vil være endnu større og bedre, udtaler Daniel Diness Andersen.
Det er planen herfra, at Luxit drives som hidtil indtil maj i år. Herefter indlemmes virksomhedens aktiviteter i Temashop - og grundlægger og snart tidligere direktør Annette Lucca Larsen træder ud af virksomheden.
De to parter har ikke oplyst en købspris for handlen.
Regnskabsår | 2022 | 2021 | 2020 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Bruttofortjeneste | -0,5 | 1,4 | 2,1 |
Resultat af primær drift | -0,7 | 0,6 | 1,1 |
Resultat før skat | -0,8 | 0,5 | 1,1 |
Årets resultat | -0,6 | 0,4 | 0,9 |
Balancestatus | 3,4 | 4,7 | 3,1 |
Egenkapital | 0,6 | 1,2 | 0,8 |
Antal ansatte | 1 | 2 | 3 |
Kilde: CVR |