Nu er Salling Groups Aldi-handel godkendt - men med forbehold
13 butikker og otte butiksprojekter.
Sådan lød den indgåede handel mellem Aldi Danmark og Salling Group efter førstnævntes exit fra Danmark, som indtil i går manglede en godkendelse fra konkurrencemyndighederne.
Men den er nu givet - men med forbehold.
De 21 Aldi-butikker og -projekter
- 13 Aldi-butikker:
- Odense C
- Stubbekøbing (lejes af Dagrofa)
- Rødbyhavn (købes af Lidl)
- Esbjerg N
- Viby J
- Risskov
- Viborg
- Skanderborg
- Slagelse
- Kastrup
- Højbjerg
- Svendborg
- Frederiksberg
- Otte Aldi-butiksprojekter:
- Vejle
- Rødovre
- Høje Taastrup
- Vallensbæk
- Skive
- Varde
- Randers NØ
- København NV
Kilde: Salling Group og Konkurrencestyrelsen
Og selvom butikkerne er lukket - i øvrigt efter aftale med Salling Group, oplyser Aldi-kommunikationschef Louise Wendelbo - var det først ved handlens godkendelse, at der ville ske yderligere.
- Lokaler og medarbejdere overdrages naturligvis først, når handlen er godkendt, har hun tidligere slået fast over for RetailNews.
Forbeholdet fra Konkurrencestyrelsen betinger Salling Group til at frasælge én butik samt fremleje en anden til en konkurrent.
- Konkurrencemyndighederne har haft betænkeligheder ved, om Salling Groups køb af butikkerne ville hæmme konkurrencen væsentligt i nogle lokalområder. Godkendelsen er derfor sket med tilsagn, hvor Salling Group har forpligtet sig til at frasælge en butik i Rødbyhavn og fremleje en butik i Stubbekøbing til en eller flere konkurrenter, skriver Konkurrencerådet i sin afgørelse.
- Salling Group har allerede indgået aftaler om salg og fremleje af de to butikker, så Konkurrencerådet har samtidig godkendt, at Lidl er egnet som køber af butikken i Rødbyhavn, mens Dagrofa er egnet til at fremleje butikken i Stubbekøbing de kommende seks år, lyder det videre.
Lidl overtager dermed - udover butikken i Rødbyhavn - også de tidligere Aldi-butikker i Bjerringbro, Hadsund og Væggerløse.
Ovenstående betyder samlet set, at Salling Group i den nærmeste fremtid kan tillægge yderligere 19 Netto-butikker til en samling, der allerede består af 530 af slagsen.