23948sdkhjf

Rekordhøjt antal butikstyverier: DSK-direktør efterlyser handlekraft

- En uholdbar situation.

Sådan kategoriserer administrerende direktør i De Samvirkende Købmænd, Jannick Nytoft, situationen omkring butikstyverier i dansk detail- og dagligvarehandel. 

Han savner fortsat politisk initiativ - særligt oven på de senest offentliggjorte tal for butikstyverier. Det forventes, at antallet af butikstyverier samlet for hele 2023 vil runde 24.500 anmeldelser.

- Vores købmænd oplever en voldsom stigning, og butikstyvene fremturer med en mere og mere rå og truende adfærd. Der er ganske enkelt en alt for lille sanktion over for de kriminelle - og i særlig grad den organiserede del - og den store gruppe, der gør det igen og igen, udtaler Jannick Nytoft. 

Der tegner sig derudover et mønster af de butikstyve, der bevæger sig rundt i detail- og dagligvarehandlen. Det viser data fra Crimestat.

Disse viser, at næsten hver fjerde dømte butikstyv i 2022 i forvejen havde ti eller flere sager bag sig. 

- Dette peger i retning af, at der fra myndighedernes side slet ikke er den nødvendige fokus på problemet, og at butikstyverier ikke prioriteres, skriver De Samvirkende Købmænd i en pressemeddelelse. 

Dertil har organisationen tidligere fremlagt en tipunktsplan, som er blevet præsenteret for både justitsministeren og Folketingets retsudvalg. 

Et initiativ som også Dansk Erhverv har støttet op omkring. 

- Men samtidig spørger vi også, om straffen for at begå butikstyveri er hård nok? I sidste ende er vi selvfølgelig interesseret i at nedbringe mængden af tyverier, og her skal der måske skarpere straffe til, har fagchef Henrik Lundgaard Sedenmark tidligere udtalt til RetailNews

10-punktsplan mod færre butikstyverier - Sikker Butik

  • Billeder af gerningsmænd bør kunne deles i lukket system som “Crimestat” på tværs af detailhandlen.
  • Der gives mulighed for lydoptagelser i de enkelte butikker (med skiltekrav).
  • Der indføres stikprøvevis udrejsekontrol f.eks. udenlandske varevogne ved grænsen.
  • Der arbejdes for mere synligt politi, herunder at kørsel til butikstyverier prioriteres højere grad, og at politiindsats på SoMe skærpes.
  • Myndighederne skærper deres fokus på manglende sporbarhed vedkontrolaktioner i kioskmiljøet.
  • Der gives bedre muligheder for opholdsforbud i de enkelte butikker.
  • Straframmen skærpes, så der gives højere bødestraf for butikstyverier.
  • Der indføres en ny bestemmelse i straffeloven om ”organiseret butikstyveri”, hvortil der knyttes straf efter trappemodel.
  • Reglerne om udvisning bør udnyttes i videst muligt omfang i sager om butikstyveri.
  • Der indføres mulighed for lønindeholdelse i erstatningssager.

Kilde: De Samvirkende Købmænd

Se nøgletal for:
Læs mere om: butikstyveri
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.653