Sådan skal gigantisk IT-investering afhjælpe Coop-underskud
Et fem år langt IT-arbejde nåede onsdag sin ende for Coop.
Coop One - koncernens nyeste og største IT-investering til dato - blev lanceret, og på hovedkontoret i Albertslund blev det fejret med prompt og pragt.
Administrerende direktør Kræn Østergaard Nielsen kalder det på LinkedIn "Coops største projekt nogensinde".
Fremtidens Coop
- Coop præsenterede i slutningen af januar strategien "Fremtidens Coop", der involverer følgende:
Man vil samle de største butikker fra kæderne Kvickly, SuperBrugsen og Irma i én kæde, som skal hedde Coop.
Den nye struktur betyder, at Coop går fra at have otte forskellige kæder til blot at have tre.
Indtil sidste år havde man Kvickly, SuperBrugsen, Dagli´Brugsen, Fakta, 365discount, Irma, Coop.dk Shopping og Coop.dk MAD.
Det bliver reduceret til Coop, 365discount og Brugsen.
Kilde: Coop
Han beskriver det som et "ultraløb, som har krævet enormt tæt samarbejde mellem servicekontor, logistik, butikkerne og vores leverandører".
- Nu står vi overfor næste ultraløb - nemlig at bygge Fremtidens Coop med tre vindende kæder - Coop, 365discount & Brugsen. De tre kæder får nu branchens mest moderne teknologiplatform som fundament, som vi er godt igang med at høste fordelene fra, skriver Coop-direktøren videre.
Mere konkurrencedygtige
Kræn Østergaard Nielsen var selv med til at starte Coop One-projektet op i sin tid, da han var teknologidirektør i Coop i 2018.
Over for DetailWatch erklærer Coop-direktøren, at man med Coop One-investeringen har sikret en årlig besparelse på "et meget stort trecifret millionbeløb".
Derfor er der bedre tider i sigte for koncernen, der i år landede et underskud på bundlinjen på over 600 millioner kroner.
- Vi bliver mere effektive, men vi bliver også mere konkurrencedygtige. Det er Coop One, der skal være med til at sikre, at vi kan fortsætte med at investere i lavere priser og stå skarpere over for kunderne i markedet, men samtidig også kan levere sorte tal, siger Kræn Østergaard Nielsen til DetailWatch.