23948sdkhjf

Salling Group-direktør i markant udmelding: - Priskrig virker

- Priskrig virker. 

Sådan lyder det i et opslag på det sociale medie X fra administrerende direktør i Salling Group, Anders Hagh. 

Anders Hagh på det sociale medie X

- Efter syv dage rykker markedet med ned på næsten alle af de udvalgte varer. Derfor går vi endnu længere ned og holder dermed vores løfte om at være i billigst i Bilka, Føtex og Netto på 100 af de mest populære varer, uddyber han. 

Det sker i forlængelse af Salling Groups erklærede priskrig, som dagligvarekoncernen lancerede i forrige uge. 

RetailNews har efterfølgende rettet henvendelse til Salling Group for at høre ind til, hvordan kampagnen "Priskrig" konkret har virket - samt hvordan priserne er kommet endnu længere ned, sådan som Anders Hagh har formuleret det i sit opslag på det sociale medie X. 

Jacob Krogsgaard Nielsen er pressechef i Salling Group, og over for RetailNews præciserer han Anders Haghs udmelding om, at "priskrig virker". 

- Det betyder, at vi har rykket markedet med ned, når vi gør noget aktivt i vores egne butikker. Det kunne vi helt lavpraktisk konstatere i uge 1 for priskrigskampagnen. Her kunne vi se, at vores konkurrenter enten havde matchet eller var gået længere ned på 93 af de 100 involverede varer. 

- Og så lå det i kortene, at vi skulle reagere og dermed gå et hak længere ned. Det samme er imidlertid sket i sidste uge, siger Jacob Krogsgaard Nielsen. 

Salling Groups priskrig

  • Pristjek garanterer, at normalpriserne på de 100 udvalgte dagligvarer altid kan fås billigere i Salling Group end hos fire udvalgte og konkurrerende dagligvarekæder (365discount, Rema 1000, Lidl og SuperBrugsen)
  • Normalprisen hos de konkurrerende kæder tjekkes én gang om ugen på identiske eller direkte sammenlignelige varer, der opfylder samme behov hos kunderne ud fra blandt andet sammensætning, kvalitet, mængde og indhold hos konkurrenterne
  • Hvis en konkurrent har en billigere normalpris, sænkes normalprisen hurtigst muligt (og senest inden for 4 dage) til et lavere punkt i Bilka, Føtex og Netto
  • Derudover giver Bilka, Føtex og Netto den yderligere garanti til kunderne, at hvis priserne på de 100 udvalgte varer mod forventning findes billigere hos én af de 4 konkurrenter, så udbetales differencen – både før, under og op til 14 dage efter et køb mod forevisning af dokumentation
  • Priskrigskampagnen kører fra 22. september

Kilde: Salling Group

Ny praksis?

Et konkret eksempel på priskrigen viser sig imidlertid også i kommentarsporet til Anders Haghs opslag. 

Her har en bruger på mediet X henvendt sig direkte til den administrerende direktør med en forespørgsel på laktosefri mælk, som brugeren kan konstatere er billigere hos konkurrenten Rema 1000. 

Helt nøjagtigt kostede en liter laktosefri mælk fra Arla 14,75 kroner i Rema 1000 på daværende tidspunkt - og tilsvarende 17,50 i Salling Groups kæder - her specifikt i Bilkas varehuse. 

Forespørgslen samlede Jacob Krogsgaard Nielsen op dagen efter: 

- Det dur jo ikke. Skubber fluks din observation videre til vores gode indkøbere, skrev han. 

Efterfølgende har pressechefen dog kunnet konstatere, at der i det specifikke tilfælde er tale om to forskellige produkter - mens Salling Groups produkt er økologisk, er Remas det ikke. 

Men ovenstående udtræk fra hverdagen tjener alligevel som endnu et eksempel på den igangværende intense konkurrence på prisparametret i dagligvarehandlen. 

Se nøgletal for:
Læs mere om: dagligvarehandel priskrig
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.723