23948sdkhjf

På hylderne hos Salling Group, Coop og Rema 1000: Nu trækker makkerpar stikket

Camilla Schulze og Tine Bork håber, at andre vil overtage deres hjertebarn

Det begyndte med en undren i det lokale supermarked.

Tre år senere, i 2019, kunne Camilla Schulze og Tine Bork præsentere deres produkt.

Så gik det stærkt.

På et enkelt år lykkedes det dem at komme ud i 1200 butikker.

Og indtil i dag har makkerparret været fast inventar på hylderne hos store supermarkedskæder som Salling Group, Coop og Rema 1000.

Nu har stifterne valgt at trække stikket til deres virksomhed Care by Nature, som står bag vaske- og rengøringsserier med naturlige sæbebær fra Nepal.

Det meddeler de på Facebook ifølge Nordjyske

- Vi har altid sat en ære i at tilbyde de produkter, vi selv ønsker at se flere af i vores verden. Men desværre er vi nået til et punkt, hvor vi ikke længere kan opretholde driften, lyder det i et opslag på Care by Natures Facebook-side.

Interesserede købere

Støvring-virksomhedens webshop er lukket, og af Statstidende fremgår det, at selskabet Bleschu, der står bag Care by Nature, er taget under konkursbehandling.

Advokat Rune Hyllested, der er kurator i boet efter Bleschu, fortæller, at man i øjeblikket arbejder på at sælge virksomheden samlet.

- Vi er i forhandling med flere købere om, hvordan en overdragelse kan ske. Men der er ikke lukket noget endnu, siger han.

Stifterne bag Bleschu skriver i en mail til Nordjyske, at årsagen til konkursen er eftervirkningerne af produktionsstop, globalt fragtkaos, covid-lån i 2020 og inflationen, der "har sat en dæmper på forbrugernes vilje til at prioritere grønne og økologiske produkter over discount."

Dråben blev Coops lukning af Irma og koncernens nye discountstrategi.

- Vi er enormt ærgerlige over, at vi må lukke en forretning, som har vist, at der både er et marked og en fornuftig forretning i produkter så kompromisløse som vores, skriver Camilla Schulze.

Hun stiftede i 2016 webshoppen Bleschu, der blev en af de første udbydere af plastikfri husholdningsprodukter herhjemme.

Undervejs stødte hun på et lille bær fra Himalayas skråninger - det såkaldte sæbebær.

Løverne sagde nej

Bærernes skaller indeholder sæbestoffet saponin, som har en vaskende og skummende effekt.

Camilla Schulze og Tine Bork, der ejer henholdsvis 51 og 49 procent af Bleschu, undrede sig over, at kendskabet til det lille bærs egenskaber ikke var mere udbredt herhjemme.

De rejste til Nepal og lavede aftaler med lokale bønder, og hjemme på kontoret i Skørping udviklede de deres første grønne vaskeserie.

Senere kom nye serier til med andre vaskeprodukter og naturlige artikler til rengøring og personlig pleje som pletfjernere, tøjdufte og ansigtscremer.

I 2021 var makkerparret bag Care by Nature også en tur omkring Løvens Hule i håb om at lande en investering på en million mod syv procent af deres forretning.

Ingen af løverne bed på, men det slog ikke de to iværksættere ud.

Senere samme år udvidede de forretningen til 30 fysiske butikker i Sverige, Norge, Tyskland og Østrig og en række udenlandske netbutikker.

Care by Nature har indtil lukningen haft to ansatte.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157