23948sdkhjf

Et mulehår fra milliarden – men bundlinjen er halveret hos Carl Hansen & Søn

Den fynske klassikerproducent Carl Hansen & Søn kan oven på et udfordrende 2022 bryste sig af sin 13. toplinjerekord i træk, mens bundlinjen til gengæld tager et markant dyk.

Det oplyser den familieejede virksomhed tirsdag i en pressemeddelelse, endnu inden regnskabet er offentligt tilgængeligt.

- Der er ingen tvivl om, at 2022 var farvet af en række ekstraordinære udfordringer for hele vores branche som følge af den tragiske krig i Ukraine. Det, har vi heller ikke set os fri for, og det viser sig også i vores resultater, udtaler Knud Erik Hansen, adm. direktør og tredje generation i familievirksomheden.

Mens omsætningen altså voksede til 991 mio. kr. svarende til en beskeden fremgang på 2,6 pct., er resultatet mere end halveret og lyder på 80,4 mio. kr. før skat mod foregående års 176 mio. kr.

- Vi har haft en flot vækst de sidste mange år, og jeg er stolt af, at vi i et år med store udfordringer går ud af 2022 med et flot resultat, siger Knud Erik Hansen om årets overskud, der er på niveau med det, virksomheden præsterede i 2020.

Måtte fyre hver femte

Dengang var resultatet imidlertid hentet på en omsætning på 569 mio. kr., og det står således klart, at det i fjor har været væsentligt sværere at tjene penge for møbelproducenten, der i perioden fra 2019 til 2021 femdoblede sin indtjening.

Ifølge Carl Hansen & Søn skal årsagen til den markante nedgang findes i de geopolitiske og økonomiske usikkerheder og de heraf følgende forsyningsudfordringer og prisstigninger på såvel energi som egetræ, som virksomheden kun i et vist omfang har valgt at sende videre til kunderne.

At 2022 var en hård omgang, stod allerede klart i efteråret, da klassikerproducenten annoncerede en større fyringsrunde på den fynske fabrik, hvor knapt 130 af de omkring 600 ansatte blev afskediget.

- Situationen er så tilspidset nu, at vi simpelthen må justere udgifter efter indtægter, lød det dengang fra Knud Erik Hansen, der understregede, at der blev handlet af nød og ikke af lyst.

Skandinavien svigtede

Umiddelbart efter udmeldingen satte han kurs mod USA, hvor den faldende inflation og et stigende aktiemarked gav håb om et sjældent momentum i en ellers noget dyster tid, og det har generelt været langt hjemmefra, optimismen det seneste år har skullet findes.

- Mens Skandinavien har været tydeligt påvirket af de økonomiske usikkerheder, har vi mærket en tydelig interesse på mange andre vigtige markeder, siger Knud Erik Hansen.

Med til billedet hører således, at det amerikanske og japanske marked det seneste år er vokset med over en fjerdedel, mens virksomheden melder om fremgang i Stillehavsregionen på mere end 21 pct.

Året bød desuden på åbningen af Carl Hansen & Søns flagskibsbutik nummer 20, og ifølge Knud Erik Hansen er det en klar ambition at åbne flere butikker i storbyer verden over. 

Den 115 år gamle familievirksomhed har altså ikke planer om at lade sig kyse af 2022’s tilbagegang.

- Med en ny omsætningsrekord understreges det igen, at der fortsat er stor efterspørgsel på vores designklassikere verden over. Jeg har igennem mine 20 år som direktør set min farfars virksomhed vokse sig fra en baggård i Odense til en stor, global forretning, der har bevaret traditionerne for godt håndværk. Med tålmodighed ser vi frem til at kunne fortsætte med at udfolde det store potentiale, der er for Carl Hansen & Søn, fastslår direktøren.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.075