23948sdkhjf

Tise lancerer genbrugsplatform for modetøj: Regner med firedobling af brands inden nytår

Second Chance er navnet på en ny genbrugsplatform for tøj- og modebrands, som Tise lancerede søndag i forrige uge. 

Nu har den lidt over en uge på bagen, og for Tise har missionen med at lancere genbrugsplatformen været klar. 

Fakta om Second Chance

  • Tise i Danmark starter med 15 brandprofiler
  • Tise i Norge har indtil videre aftaler med 40 brandprofiler
  • Profilerne har 220.000 følgere og 1,8 millioner besøgende i 2022
  • I 2022 blev der oprettet i alt 7.419 annoncer med Second Chance-tøj og solgt 6.424 stykker tøj

Der skal genbruges mere tøj, for ifølge en undersøgelse, som Tise refererer til, genbruger en gennemsnitlig europæer kun en tredjedel af de 26 kilogram tøj, som denne køber hvert eneste år. 

- Nogle brands har et lille outlet i deres koncept, men vi vil gerne samle det hele, for vi synes, at det er vigtigt, at alle har mulighed for at tilgå et genbrugsunivers. Og her kommer Second Chance ind i billedet, forklarer Emil Nissen, der er ansvarlig for den danske udgave af Second Chance, til RetailNews. 

Tise startede med den første Second Chance-forretning i Norge i 2020, og det var erfaringerne herfra, der også overbeviste secondhand-virksomheden til at kunne gøre kunsten efter i Danmark. 

- Det kræver mange hænder og ressourcer at drive sådan en genbrugsplatform, så på den måde bliver vi også en lettelse for nogle brands, da vi tilbyder det aspekt af genbrug, som de måske ikke har kræfter til at løfte. 

- Vi kan se en øget aktivitet på vores platform, og vi kan se, at folk søger på disse brands, som har været med fra starten. Det går godt, men der er salg derinde, og der har været salg lige fra lanceringen. siger Emil Nissen. 

Og ambitionerne med Second Chance i Danmark er store, fortæller han. 

- Vi vil gerne have så mange brands med som muligt. Og så håber vi, at vi kan bidrage til at skabe meget mere cirkulær økonomi i modebranchen. 

- Inden året er omme, håber jeg, at vi er oppe på i hvert fald 60 brands i vores portefølje, siger han og tilføjer, at der allerede er aftaler på plads med flere brands, der bliver offentliggjort i den nærmeste fremtid. 

Disse 15 brands er med fra starten

  • Samsøe & Samsøe
  • Envii
  • 7 Days Active
  • Resumé
  • Forét
  • Gestuz
  • DAY
  • 2nd DAY
  • Munthe
  • Hello Sunflower
  • Kamo International
  • Oval Square
  • Rubber Duck
  • Kangol
  • Keen Footwear

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079