Hvidevareforretning vinder frem - mens markedet taber terræn
Den frivillige indkøbskæde Hvidt & Frit, der blandt andet forhandler hårde hvidevarer og tilbehør til køkkenet, har netop præsenteret regnskab for 2022.
Fakta om Hvidt & Frit
- Hvidt & Frit blev stiftet i 2005 og er ejet af forhandlerne
- Hvidt & Frit er en frivillig indkøbskæde, der består af selvstændige og lokalt forankrede forhandlere fordelt over hele Danmark
- Kæden har 66 tilknyttede butikker fordelt over hele landet
Kilde: www.hvidtogfrit.dk
Og selvom tallene ikke er just munter læsning for kæden, mener Hvidt & Frit, at man står stærkt i forhold til det øvrige marked.
- Vi har endnu et flot regnskab, og vi vinder markedsandele i et marked, der er nedadgående, siger Jørgen Højlund, der er kædedirektør i Hvidt & Frit.
Omsætningen er således gået tilbage med cirka syv procent fra 2021 til 2022, men det bekymrer ikke kædedirektøren.
Hvidt & Frits omsætningstal, de seneste fem år
- 2022: 368 millioner kroner
- 2021: 396 millioner kroner
- 2020: 359 millioner kroner
- 2019: 314 millioner kroner
- 2018: 306 millioner kroner
- Vi er ganske godt tilfreds med omsætningen i 2022 i et turbulent marked. Og med en afkastningsgrad på 19,4 procent og en soliditetsgrad på 77 procent, hvor andre typisk har omkring 30 procent, så ligger vi rigtig godt, siger Jørgen Højlund.
Han oplyser dertil, at man på bagkant af sidste års regnskab netop har udbetalt bonus og udbytte til Hvidt & Frit-forhandlerne. 65 millioner kroner i alt - 20 af dem som udbytte og de resterende 45 som bonus.
- Pengene ligger bedst i medlemmernes lommer, noterer Jørgen Højlund.