23948sdkhjf

Jesper Buch-virksomhed i voldsom vækst: Nu flytter den i større lokaler

Græspleje-virksomheden kom i pladsmangel efter et år med stor aktivitet

Det er blevet ganske populært hos aalborgensere at eje en græsplæne, der er nydelig og velplejet.

Det er i hvert fald oplevelsen hos græspleje-virksomheden DM Greenkeeping, som var med i DR-programmet Løvens Hule i februar 2022.

Det skriver mediet aalborg.nu

- I 2022 gik vi fra 8000 til 28.000 kunder, og en god del af dem befinder sig i Aalborg-området.

- Vi kan mærke, at det er populært hos aalborgenserne, og vi har faktisk overvejet at sætte en ekstra bil ind i området, fordi der kommer godt med nye kunder, fortæller Michael Jepsen, som sammen med Danny Skytte og Vicki Skytte grundlagde Kolding-virksomheden i 2015.

Faktisk er det gået så godt, at DM Greenkeeping har været nødt til at lede efter større lokaler i Aalborg-området.

Vildt vokseværk

DM Greenkeepings deltagelse i Løvens Hule resulterede i en stor investering fra Jesper Buch og Jan Lehrmann, og siden da er det gået rigtig stærkt.

- I 2022 vækstede vi med 300 procent, så det var jo fuldstændig vanvittigt. Det var med til at gøre, at vi lavede en ny virksomhedskonstellation, forklarer Michael Jepsen.

I år har de nemlig besluttet slå alle deres franchisetagere i hele landet sammen og køre fællesdrift. Det betød nye kontorer og lagre, som drives fra hovedkontoret i Kolding.

For nogle måneder siden flyttede de deres lager fra Aalborg til Svenstrup, og nu rykker Nordjylland-afdelingens kontorer ind i samme bygning.

God start på græssæsonen

Derudover har Michael Jepsen gode nyheder til alle, der ejer en græsplæne og går op i dens velvære.

- Hvis man som græsekspert kigger på situationen lige nu, så har græsset ikke haft bedre vilkår for at få en god start i fem år. Vi får en god mængde varme og en god mængde vand løbende, forklarer han.

Derfor forventer han også, at DM Greenkeeping får en god sæson.

- Vi nærmer os faktisk allerede det antal kunder, vi havde sidste år. På landsplan går vi efter 50.000 kunder i år.

I øjeblikket har afdelingen i Nordjylland tre biler, som de næste måneder kommer til at tage nogle gode ture i Aalborg-området, lyder det.

- Jeg ved, at aalborgenserne kommer til at se mange DM Greenkeeping-biler, der kører rundt og hjælper folk med at komme af med mos og ukrudt, slutter Michael Jepsen.

Se nøgletal for:
Læs mere om: iværksætteri
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.692