23948sdkhjf

Antallet af butikstyverier eksploderer - tyvene stjæler bøffer og vin

Butikstyve findes næsten overalt - de stjæler bøffer og vin, siger en af varehuscheferne

Købmand Kristian Rysgaard Stærk oplever det i sine seks Spar-butikker i Thisted, Tilsted, Koldby, Snedsted, Hvidbjerg og Bedsted.

Føtex på Eternitten i Aalborg beskriver det som slemt.

Det skriver Nordjyske

Antallet af butikstyve er eksploderet, og det er det også for købmand Kristian Rysgaard Stærk, som han fortalte i Nordjyske 27. september.

- Det er ganske "almindelige" mennesker, der pludselig panikker og gør sig til butikstyv, fortæller Kristian Rysgaard Stærk.

Antallet af indbrud og butikstyverier er steget med 27 procent på blot et år, viser en ny analyse fra SMVdanmark, der organiserer 18.000 små og mellemstore virksomheder.

I Nordjylland ser det værst ud i Aalborg.

Tyve slår til i store byer

Og det er, som det plejer - for det er i de største byer, der er flest butikstyverier, viser analysen også, selv om kommuner som Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev og Thisted også følger godt med.

- Det ser rigtig slemt ud i Aalborg. Det er hele tiden blevet værre. Det er de dyrere varer som kød, vin og elektronik, de går efter, siger Thomas Nøhr Andersen, der nu er chef i Føtex Eternitten.

Ikke en eneste butikstyv er til gengæld registreret på Læsø.

Antallet af tyverier og indbrud er nu på næsten samme niveau som for 10 år siden.

I de mellemliggende år har der været færre tyverier.

Det er rigtigt ærgerligt, siger Lasse Lundqvist, konsulent i SMVdanmark, i en pressemeddelelse.

- Det kan være en tidskrævende og dyr affære først at forebygge tyveri i form af overvågning og vagt, og hvis det så alligevel sker, skal man snakke med politi og måske forsikring, siger han.

Fristelsen er blevet større

Lasse Lundqvist ved ikke præcist, hvorfor vi oplever denne stigning i butikstyverier.

Han mener, at det kan skyldes, at priserne er steget så markant i 2022.

- Så fristelsen ved at stjæle er blevet større. Samtidigt er der nok også nogen, der fejlagtigt tror, at butikkerne scorer kassen, så det i deres hoved bliver mere legitimt med butikstyveri, siger han.

Antallet af butikstyverier er ellers faldt stødt år for år fra 2014 med 21.060 butikstyverier til 15.804 i 2021. Herefter voksede det igen på blot et år til 20.096 i 2022. Det svarer til en stigning på 27 procent.

På RetailNews har vi også tidligere beskrevet, hvordan butikstyverier har ramt detail- og dagligvarehandlen bredt over hele landet, særligt på grund af den høje inflation. Blandt andet betød det også, at enkelte varer måtte fjernes fra hylderne, fordi de var særligt eftertragtede mål for butikstyvene. 

- I sidste ende ender regningen for det stigende antal af butikstyverier hos de gode forbrugere i stedet - så varerne faktisk bliver endnu dyrere, end de er i forvejen, fordi butikkerne skal dække ind for svindet og skal dække udgifter og ressourcer til at gøre op med butikstyverierne, har Henrik Lundgaard Sedenmark, der er chefkonsulent ved Dansk Erhverv, tidligere udtalt til RetailNews

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095