Dagligvarekæde præsenterer rekordomsætning: Så meget er toplinjen steget
16 Løvbjerg-butikker på landsplan har i fællesskab skabt en meromsætning i dagligvarekoncernen på tre procent for 2022-regnskabsåret sammenlignet med året før.
Det skriver Dagligvarehandlen.
Omsætningen - der tilmed er rekord i kæden - ender på 1,3 milliarder kroner, men på bundlinjen er overskuddet skrumpet ind. Fra 27 til 18,7 millioner kroner fra 2021 til 2022.
På trods af det indsnævrede overskud er administrerende direktør i Løvbjerg, Jesper Due, tilfreds med resultatet.
- Vores indtjening er cirka dobbelt så stor som i tiden inden corona, og det stemmer godt overens med den strategiplan, som vi lavede, inden nogen af os havde hørt om corona. Vi følger planen meget godt. Derfor er vi også tilfredse med det forgangne år, siger han.
Jesper Due beretter dertil, at man i Løvbjerg-koncernen ser frem til at åbne en ny butik i Esbjerg senere på året. 15 af de nuværende 16 butikker er placeret i Jylland - den sidste på Fyn i Odense.
Løvbjerg-kæden har samtidig kunnet konstatere, at udgifterne til energi - som i alle øvrige dele af samfundet og markedet - steg markant i 2022. Således har Løvbjerg brugt ti millioner kroner mere på energiudgifter i 2022 sammenlignet med året før.
Regnskabsår | 2021 | 2020 | 2019 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | 1290,397 | 1236,353 | 1049,015 |
Bruttofortjeneste | 224,513 | 220,981 | 171,352 |
Resultat af primær drift | 36,516 | 43,993 | 13,753 |
Resultat før skat | 34,806 | 41,504 | 12,189 |
Årets resultat | 27,340 | 32,362 | 9,799 |
Balancestatus | 434,504 | 436,470 | 393,129 |
Egenkapital | 194,705 | 167,366 | 138,004 |
Antal ansatte | 450 | 419 | 392 |
Kilde: CVR |