23948sdkhjf

Ikea skifter limen ud over syv år

Efter mere end 10 års udvikling er saml-selv-kæmpen Ikea nu klar til at udfase den fossilbasserede lim i produktionen med grønne gevinster til følge.

Målet er, at den fossilbaserede lim, der i dag tegner sig for 5 pct. af klimaaftrykket i koncernens samlede værdikæde, frem mod 2030 skal udfases gradvist og erstattes af et biobaseret alternativ fremstillet af majsstivelse.

Ifølge Ikea er overgangen til det grønnere alternativ et vigtigt skridt mod ambitionen om at blive en klimapositiv virksomhed i 2030, og i første omgang er det ambitionen, at reducere fossilbaseret limforbrug med 40 pct. og drivhusgasemissioner fra lim med 30 pct. inden 2030.

– Vi arbejder på hele tiden at finde nye, miljøvenlige løsninger i produktionen. Vi har en meget ambitiøs bæredygtighedsstrategi, der fordrer, at vi mindsker vores klimaaftryk, og vi ved, at selv små ændringer kan gøre en stor forskel. Vi håber, at initiativet her vil skubbe på en bevægelse i branchen, hvor vi benytter grønnere produktionsmetoder og materialer, siger Christian Mouroux Pedersen, der er Country Communications Manager og bæredygtighedschef hos Ikea Danmark.

Skiftet fra fossilbaserede til biobaserede limløsninger vil ske trinvis, og målet er, at hovedparten af Ikeas fabrikker anvender biobaseret lim inden 2030.

Nye løsninger testes

I Kazlu Ruda i Litauen er den første Ikea-fabrik allerede skiftet til biobaseret lim fremstillet af store mængder teknisk majsstivelse, som er fremstillet af industrielt dyrkede planter, der er adskilt fra fødekæden. Det er ifølge Ikea resultatet af flere års innovation og indsats for at finde alternativer til fossilbaseret lim.

Sideløbende med dette gennemføres der flere forsøg med andre typer af biobaseret lim. For at kunne overgå til 100 pct. biobaseret lim lancerede Ikea for nyligt et acceleratorprogram, hvor nye limløsninger skal testes med eksterne partnere.

– Der ligger et stort arbejde bag, og vores test og udvikling af nye, miljøvenlige limtyper fortsætter. Sammen med et øget brug af genbrugstræ og en stræben efter 100 procent vedvarende energi i produktionen, er indfasningen af biobaseret lim en milepæl på vores rejse mod at gøre vores produkter mere bæredygtige, siger Christian Mouroux Pedersen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.296