Ud med investeringsfond: Milliardforretning køber andele tilbage i kæmpe handel
Et forhandlingsforløb på fem måneder - og i sidste ende et trecifret millionbeløb.
Det har været ingredienserne i en kæmpe handel i Proshop, hvor ejer og stifter, Poul Thyregod, har købt investeringsfirmaet Dolphin Management ud af virksomheden.
Dolphin Management købte i 2015 tyve procent af Proshop - men disse har Poul Thyregod og A. Wilhelmsen Capital, som også er medejer af Proshop, købt tilbage. Ti procent hver.
Fakta om Proshop
- Proshop blev stiftet i 1996 af Poul Thyregod og tre andre partnere
- Disse tre partnere blev købt ud af virksomheden af Poul Thyregod i 1999
- Poul Thyregod er i dag stadig direktør i virksomheden
- I dag ejer Poul Thyregod og A. Wilhelmsen Capital 50 procent hver af virksomheden
- Proshop forhandler et bredt varesortiment - fra elektronik og husholdningsudstyr til legetøj og kontorartikler - og tæller over 200.000 forskellige produkter
- Proshop består af webshops i otte forskellige lande - Danmark, Norge, Sverige, Finland, Tyskland, Østrig, Polen og Holland
- Proshop har hovedkontor i Aarhus-forstaden Højbjerg
Dermed ejer Poul Thyregod og A. Wilhelmsen Capital nu hver en halvdel af Proshop.
- Jeg har tidligere sagt, at der er konsolidering undervejs i branchen, og så kan man jo passende begynde med at rydde op i sit eget selskab. Dolphin er en aktiv investor, men at de nu er ude, får som sådan ingen betydning for Proshop. Vi har et stålsat fokus, siger Poul Thyregod.
Proshop omsatte i regnskabsåret 2022 for cirka 2,7 milliarder kroner.
Regnskabsår | 2022 | 2020 | 2019 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | 2688,496 | 2117,948 | 1450,217 |
Bruttofortjeneste | 126,740 | 126,462 | 77,207 |
Resultat af primær drift | 30,605 | - | 26,609 |
Resultat før skat | 39,440 | 66,826 | 29,957 |
Årets resultat | 32,682 | 53,336 | 24,085 |
Balancestatus | 668,162 | 475,582 | 295,381 |
Egenkapital | 116,374 | 91,944 | 58,765 |
Antal ansatte | 186 | 132 | 101 |
Kilde: CVR |