Dagrofa-chef forventer endnu et overskud trods vanskeligheder
Ni år med underskud på bundlinjen blev forrige år erstattet med et overskud for 2021-regnskabet dagligvarekæden Dagrofa.
I regnskabet for 2022 forventer koncernchef, Tomas Pietrangeli, et lignende resultat.
Det siger han til Børsen.
Fakta om Dagrofa
- Dagrofa har over 500 dagligvarebutikker fordelt over hele Danmark
- Dagrofa står bag dagligvarebutikkerne Meny, Spar, Min Købmand og Let-Køb
- Dagrofa ejer også Dagrofa Logistik og Dagrofa Foodservice, som er leverandør til restauranter, hoteller og kantiner
- Dagrofa-koncernen har i alt over 14.000 medarbejdere
Kilde: Dagrofa
Regnskabet for koncernen offentliggøres imidlertid først til foråret - i lighed med de øvrige store dagligvarekæder som Salling Group og Coop - men derfor tør Tomas Pietrangeli godt at spå om, hvilken vej det går.
- Vores retning nu er mere langsigtet, og den holder vi fast i. Vi kan lave småjusteringer undervejs efter markedsbetingelserne, men som jeg ser det, er vi gået styrket gennem det seneste år. Strategien er den rigtige, og det at have flere ben at stå på har virkelig bevist sit værd, siger han.
Inflation og tårnhøje energipriser har ellers presset dagligvarehandlen helt generelt siden starten af 2022. Tillige har markedet været i opbrud efter først Aldis exit, siden Coops lukning af Irma - og dertil to lukninger af hjemmeleveringstjenester af dagligvarer.