Coop gennemfører store ændringer i koncernen: Irma lukker
En lancering af en ny strategi for Coop betyder, at Coop-koncernen gennemfører drastiske forandringer - og blandt andet sammenlægger tre butikskæder til én.
Således bliver SuperBrugsen, Kvickly og Irma fremover samlet til én ny stor-kæde - blot kaldet Coop.
De første butikker under det "nye" navn åbner efter planen efter sommerferien i år.
Fra otte til tre kæder
- I den nye struktur overgår Coop-koncernen til kun at omfatte tre kæder:
- Coop/Coop.dk, Coop 365discount og Brugsen
- Mod tidligere:
- Kvickly, SuperBrugsen, Dagli'Brugsen, Fakta, Coop 365discount, Irma, Coop.dk Shopping og Coop.dk Mad
Kilde: Coop
Det betyder samtidig, at alle Irma-butikker i hele Danmark lukker. De 65 butikker konverteres de ni største af dem til den nye Coop, 28 bliver til Coop 365discount, de 11 mindste bliver til Brugsen - og 17 Irma-butikker lukker.
- Vi står midt i en tid, som vi aldrig har oplevet før i hverken branchen eller Coop. Efter at have leveret rekordresultat i 2020 og rekordomsætning i 2021 har vi set en ekstrem ændring i kundernes indkøb det seneste år, hvor de flytter mere indkøb over i discount, og generelt køber færre og billigere varer.
- Samtidig er vi ramt af prisforhøjelser fra leverandører, som vi langt fra, har fået hjem i vores priser til kunderne. Sammen med eksplosive stigninger i energiomkostningerne, har det medført et meget stor fald i indtjeningen, og vi forventer det dårligste resultat i Coops historie, et underskud på et stort, trecifret millionbeløb, siger Kræn Østergård Nielsen fra Coop.
De cirka 2000 medarbejdere i Irma vil i videst muligt omfang blive tilbudt andre jobs i Coop-koncernen.
Irma-brandet fortsætter
Selvom samtlige 65 Irma-butikker enten lukker eller laves om til én af de øvrige Coop-butikker, fortsætter Irma-brandet med at eksistere.
Således vil et større antal unikke Irma-produkter fortsat kunne fås i alle Coop-supermarkeder.
- Det er en beslutning, der smerter os dybt. For vi har enorm respekt for den stærke kultur i Irma, den enestående medarbejder-indsats og de mange kunders loyalitet og varme følelser for kæden.
- Men vi må desværre konstatere, at markedsgrundlaget ikke længere er til stede for Irma som selvstændig kæde: Kunderne går mere og mere i discount og Irma har større og større underskud. Samtidig er kæden nede i en størrelse, hvor det gør det vanskeligt at udvikle unikke varer, som er et af kædens særpræg, siger Kræn Østergård Nielsen.
De bebudede konverteringer og lukninger af Irma-butikkerne starter omkring 1. april - og vil derefter løbende finde sted frem mod årsskiftet.
Ny ledelsesstruktur
Som en del af omstruktureringen sker der også ændringer på ledelsesgangene i Coop.
Den nu tidligere CFO, Thomas Brebøl Christensen, har valgt at stoppe i Coop. Det samme har de to kædedirektører for henholdsvis SuperBrugsen-Kvickly og Irma, Kenneth Pedersen og Jan Larsen, også.
Ny ledelsesstruktur i Coop-koncernen
- Forenklingen af Coop gælder også i ledelsen, som fremover vil bestå af følgende:
- Adm. direktør (CEO): Kræn Østergård Nielsen
- Koncerndirektør, Coop-kæden: Allan Kristoffersen
- Direktør, 365discount-kæden: Thomas Nielsen
- Direktør, Kunde-, Marketing og Digital (CMO): Dorte Tandrup
- Koncerndirektør, Kategori & Kommerciel Excellence og CSR (CCO): Per Thau
- Direktør, HR, Kultur & Kommunikation (CHRO): Lotte Hjortlund Andersen
- Direktør, Supply Chain, Teknologi & Operationel Excellence (COO): Egil Møller Nielsen
- Koncerndirektør, Økonomi, Jura & Ejendomme (CFO): Anders Boll Holmelund
- Direktør, Strategi & Transformation (CTO): Helle Ringer
Kilde: Coop
Direktør for Coop.dk Mad, der i øvrigt også nedlægges i tråd med Irma-butikkerne, Lars Rasmussen overgår til en anden rolle i Coop-koncernen.
Sidste bestillingsdag på Coop.dk Mad bliver 27. februar, mens sidste leveringsdag bliver 28. februar.
De cirka 230 medarbejdere fra Coop.dk Mad forventer man også at finde nye arbejdspladser til internt i Coop.