Fynsk kassesystem skifter navn - og sigter mod udlandet
Over 700 butikker - bare i Danmark.
Så mange benytter sig af ServicePos' kassesystem - men snart er det ikke længere kun danske virksomheder, der kan drage nytte af det hastigt voksende koncept.
ServicePos udvider nemlig deres aktiviteter til England og Skandinavien - og skifter i samme ombæring navn.
For fremtiden skal den fynske virksomhed i stedet omtales som Customers 1st - og det er der en helt særlig årsag til.
- Navnet skal cementere, at virksomheder, der bruger Customers 1st’ software, har mulighed for at prioritere sine kunder i stedet for at fokusere på at styre betalinger, håndtere reklamationer og holde styr på lageret, skriver Customers 1st i en pressemeddelelse.
- Vi har altid sagt, at vi ikke bare er et kassesystem, men at vi hjælper detailbranchen med at skabe liv i butikkerne. For butikkerne bliver mere levende ved at få personalet ud på gulvet, så kunderne kan få den rette vejledning. Det har vi bevist, at vi kan i Danmark, og det skal vores navn afspejle, når vi skal imødekomme efterspørgslen og potentialet, vi mærker ude i Europa, supplerer Brian Jakobsen, der er administrerende direktør i firmaet.
Overskud og udvidelser
Blandt brugerne af Customers 1st' kassesystem er blandt andet cykelexperten.dk, Decofarver og Vinoble.
Senest har man udvidet sin medarbejderstab til 23 - samt modtaget sin anden Gazelle-pris fra Børsen. Og tilmed præsteret overskud på bundlinjen seks år i træk - og forventer det syvende af slagsen ved næste regnskabsaflægning.
Men der tænkes større tanker i virksomheden, som allerede har sat sig mål om stabsudvidelse og investeringer i produktet i kalenderåret 2023.
- Selvom vi er gået en anden vej end normen af vækstvirksomheder i Danmark, er jeg sikker på, at det vil gavne os, at vi har været i stand til at levere sorte tal på bundlinjen, mens vi har vækstet. Hvis vi i forbindelse med vores ekspansion skal have tilført yderligere kapital, vil det stille os i en rigtig god position, siger Brian Jakobsen.
Virksomhedens bruttofortjeneste har folkene bag Customers 1st - Brian Jakobsen, Rasmus Melbye og Lasse Melbye - næsten syvdoblet fra 2017 til 2021. Fra cirka 655.000 i 2017 til cirka 4,9 millioner kroner i 2021.
Regnskabsår | 2021 | 2020 | 2019 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | - | - | - |
Bruttofortjeneste | 4,875 | 2,964 | 1,599 |
Resultat af primær drift | 0,226 | 0,550 | 0,132 |
Resultat før skat | 0,227 | 0,552 | 0,133 |
Årets resultat | 0,187 | 0,436 | 0,102 |
Balancestatus | 3,532 | 3,239 | 1,797 |
Egenkapital | 1,840 | 1,653 | 1,216 |
Antal ansatte | 10 | 6 | 4 |
Kilde: CVR |