Snart er Aldi ude: Her kan medarbejderne søge hen
Nogle Aldi-butikker har allerede igangsat et ophørsudsalg, andre steder rammer det senere på måneden eller i februar - og andre steder igen er det enten Rema 1000, der overtager aktiviteterne eller en helt tredje part.
For Aldi i Danmark er snart en saga blot.
Dagligvarekæden stopper som bekendt al handel i deres 188 butikker på landsplan. Og mens nogle Aldi-medarbejdere allerede er blevet tilbudt arbejde i Rema 1000-koncernen - samt i Aldis logistikcentre - går andre snart tidligere Aldi-ansatte rundt i uvished.
Men i Sønderjylland står en konkurrent klar med åbne arme til at tage imod nye medarbejdere.
- Jeg håber, de vil kigge forbi og få en snak om mulighederne i Lidl. Jeg vil altid kunne finde plads til nogen på sigt, og der er jo også andre store Lidl-butikker i de sønderjyske, siger Sol Westergaard, som er butikschef i Lidl i Aabenraa.